En teateranmeldelse af Tørst, med refleksioner, skrevet som et åbent brev til teaterstykkets forfatter Abelone Koppel.

Toerst v2

(Billedet er fra plakaten til forestillingen Tørst )

Først en kort introduktion til teaterstykket Tørst og dets handlingsverdens omdrejningspunkter.

Tørst er et teaterstykke af Abelone Koppel, som spiller på Får302, indtil den 26. marts 2016

… et råt og poetisk stykke om tab og smerte og om at genfinde livsglæden.

En familie er gået i opløsning, efter faren Tom er død. Nat, hans kone og deres datter, Lille, prøver at genvinde balancen i sorgen, der vælter ind over dem. De lever i resterne af deres hjem og kan ikke finde ind til hinanden.

TØRST kredser om tabet og om smerten – ikke som noget, der skal gå over, men som en afgørende næringskilde til et større liv. Et liv, hvor de igen tør at leve og elske.

Forfatter og dramatiker til stykket Tørst, Abelone Koppel, har været optaget af døden, siden hun som kun 24-årig pludselig mistede sin far, forfatteren Christian Kampmann. I teaterstykket »Tørst« demonstrerer hun, hvor svært vi i det moderne vestlige samfund har ved at håndtere døden og sorgen.

Og som supplement til ovenstående oplysninger, kunne jeg så skrive … Fandens velspillet af alle tre skuespillere, derfor samlet set – 4 ud af 5 stjerner – til et teaterstykke, som jeg kan kan anbefale. Ja, og så kunne denne anmeldelse været slut og færdig, men det ville være at snyde mig selv for en mængde væsentlige og relevante refleksioner, som jeg ønsker at dele med andre.

De andre er blandt andet, dramatiker og forfatter Abelone Koppel, skuespiller Benedikte Hansen – der spiller Nat, skuespiller Benjamin Boe – der spiller Tom, samt skuespiller Nanna Skaarup Voss – der spiller Lille. Ja, det ville være at snyde, af sentimentale hensyn til fortidens modbydelige handling, over for Abelones kære far Christian Kampmann, hvis jeg ikke skriver denne anmeldelse, som jeg nu vælger at gøre. Nemlig som et kombineret åbent brev og teateranmeldelse.

Og det vælger jeg at gøre, fordi dialogen om døden er vigtig, da en sådan muligvis kan give mere plads til livet, mens tid endnu er.

Således kære Abelone, her begynder min livsreflekterede teateranmeldelse af Tørst.

Jeg nægter at lade mig spise af med, at teaterstykket Tørst handler om sorg – og – at sorg, er et tabu i vores samfund, som du sødt og tålmodigt forklarede mig, før jeg så forestillingen den 8. marts 2016 hos Får302.

I tilfælde af, at Tørst handler om sorg, så burde teaterstykket havde haft et andet navn, nemlig Dødens Triumf … nr. 2.

Dødens Triumf (nr. 1) var en dansk ballet fra 1971 med koreografi af Flemming Flindt og musik af Thomas Koppel. En ballet efter Eugène Ionescos skuespil Jeux de massacre. En ballet, der ved Flemmings Flindts koreografi indebar, at balletdanserne dansede nøgne rundt.

Trods teaterstykket Tørst viser mennesker, når de er mest nøgne og ligeglade med hvorledes andre tænker og synes om dem, – nemlig når sorgen har sit fulde nådesløse tag i dem, så bliver teaterstykket Tørst aldrig en triumf for døden. Og netop derfor handler dette teaterstykke om noget andet. Noget helt helt andet end sorg.

Kære Abelone, Benedikte, Benjamin og Nanna, mig kan I sgu ikke løbe om hjørner med. Sådan en flok som jer, – overfølerriske skrigende skinker, veluddannet af States Teaterskole, med henblik på at vildlede borgeren fra sine egne følelser og afledte refleksioner – så borgeren aldrig finder ind til sine egne sandheder. Den form for borgerlig og velspillet professionel underholdning, det lykkes I ikke med over for mig.

Jeg vil ikke underholdes og forledes til at tro, at denne verden interesserer sig for andre menneskers sorg og følelser.

Heller ikke Abelone, til trods for at din kære Far, Christian Kampmann, forsvandt ud af dit liv på bestialsk vis.

Heller ikke Abelone, til trods for at din kære Far, Christian Kampmann inviterede mig med til Læsø på sommerferie, da jeg var 13 år og du var 12 år. Hvor Christian og jeg fløj til Læsø, – … det var min første rigtige flyvetur.

Heller ikke Abelone, selvom det var en smuk sommerferie vi havde på Læsø, hvor du Abelone, blev min første kæreste, og jeg, en af dine sidste mandlige kærester.

Jeg husker stadig vores første kys, hvor du forinden havde nusset mig på armen og jeg skiftevis blundede og kiggede ind i dine smukke øjne. Jo, du var virkelig min første kæreste. Smuk og rund, på dejligste kvindelige vis, med masser af dejlige forhåbninger og drømme for livet.

Jeg husker stadig vores sene cykelture på Læsøs smalle landeveje. Jeg tror det var midt om natten vi cyklede nogen gange, … og fantastisk smukt og hyggeligt var det.

Din Far og din kære Mor, Therese Koppel, tog os med på ture, rundt på Læsø, for jeg skulle åbenbart se alt det smukke, som Læsø havde at byde på.

Når din far skulle have lidt ro til at skrive eller meditere, så besøgte vi Herman D. Koppel. Et enestående menneske og dygtig komponist, som tålmodigt lod mig spille på hans fine flygel. Endda en bassolo fra datidens store rockband – Bachman Turner Overdrive. Og da han ikke orkede at høre bassoloen mere, så tilbød han at arrangere undervisningstimer på musikkonservatoriet, som led i at jeg kunne få glæde af hele flygelets musiske spændvidde.

I var et stort hjem, af mange hjem i jeres familie, med overskud og glæde for hinanden, – og ikke mindst en stor glæde for alle kunsten genre, – og dermed også kunsten det er at indgå i en smuk relation til andre mennesker.

I teaterstykket Tørst siger Lille, midt på den scene, der er en fin og velordnet stue, med en stor glasfacade bagerst til højre, hvor der en skydedør ud til en have med mange smukke og levende blomster. Midt i denne velordnede stue, der vidner om en velfungerende familie, der siger Lille, ”Jeg har aldrig sagt det til Mor. Min Mor kan ikke have flere bogstaver inde i hovedet”.

Lille’s mor Nat, er som følge af Toms død, blevet sat ved livets store ”følelsesflygel”, hvor alle følelseslivets tangenter er i spil, men ikke af sorg, som flere teateranmeldere ellers anfører.

Kære Abelone, verden interesserer sig ikke for sorg, trods alle mennesker kender den i en eller anden følelsesmæssig form.

Gummibåde fyldt med følelser, sorg, angst og alt for mange mennesker, stævner dagligt ind mod Europas kyster. Men, disse menneskers følelser, sorg og angst, det har ikke verdens store interesse, det har derimod de økonomiske udgifter til at huse de mange mennesker i Europa. For pokker, hvorfor kan de ikke bare dø, de mange mennesker, og lade være med at flyde ovenpå. Flyde ovenpå, måske i forventningen om, at vi mennesker skulle få dårlig samvittighed og føle sorg. Sådan fungerer verden ikke mere Abelone.

BW1

(Et billede fra virkeligheden)

Kære Abelone, verden har ikke samvittighed mere. Verden har hænderne dybt begravet i bukselommerne, hvor den tæller sine penge og regner på om det kan betale sig, at have samvittighed og opmærksomhed på andres sorg.

Abelone, verden er ikke bange for sorg, der er blot ikke nok penge i sorg, og derfor gider ingen at afsætte tid til egen sorg eller andres sorg.

På scenegulvet, hvor teaterstykket Tørst udspiller sig, der står en masse glas med vand.

Lille, Nat’s datter, hun ved nemlig, at man uden vand og mad, så dør man af tørst indenfor for få dage.

Nat, har grædt meget, over tabet af sin mand Tom, og hendes tørst efter vand, må ikke være forgæves, for så dør hun. Det er hvad Lille tænker, men, der er noget som hun mangler at tænke og sige.  Der er også noget som Nat mangler at sige og tænke. Det ved jeg med sikkerhed, som anmelder. Og, jeg tror også at Tom ved det, ham som Nat elsker.

Jeg tror Tom ved det, fordi han efter sin død, kommer tilbage og besøger Nat, som den mand hun savner og elsker. … Ham, som hun fortæller på scenen, – ham som hun mødte og kyssede, hvor hans tunge var så lille i hendes store mund.

Abelone, Teaterstykket Tørst, handler altså ikke om sorg, men derimod om noget meget vigtigere, nemlig tørsten efter kærlighed.

Nats tørst efter Toms kærlighed, den er uudslukkelig. Hun nægter at opgive tørsten og havde hun opgivet tørsten efter kærlighed, så var hun følelsesmæssig død. Ikke nødvendigvis fysisk død, men så afgjort følelsesmæssig.

Når man opgiver tørsten efter kærlighed, så ophører mennesker med at have værdi. Værdi som mennesker i live. Og også værdi som mennesker, der ikke længere er i live.BW4

(Et billede fra virkeligheden)

Livet og verdens gummibåde, med følelser, sorg, frustration og mennesker, – det har ingen betydning i en verden, der tørster efter kærlighed, i en verden med mennesker, der ikke vil erkende – at de tørster efter kærlighed.

I en sådan verden, der har kun sorgen værdi, hvis der kan tjenes penge på den. Ellers må den vige for andre økonomiske prioriteter i en fortravlet hverdag.

En replikpassage fra Teaterstykket Tørst, hvor Far sidder i badekaret, da han besøger Nat efter sin død.

Bogstaverne flyder oven på vandet i badekaret …Vi sluger bogstaverne til ordet ”Far” … Alt hører op med at gøre ondt … Mor, vi skal aldrig tænke på ham mere.

Endnu en replikpassage fra Teaterstykket Tørst.

”Jamen jeg ligner og minder jo om Far … Hvis man ikke har noget ansigt, så dør man Mor … Man trækker vejret gennem ansigtet … Mor, hvis jeg ikke havde dig, så ville jeg dø … Jeg sætter vand over det hele til Mor…”

Teaterstykket Tørst, handler entydigt om tørst efter kærlighed.

Tørsten efter kærligheden igennem hele ens liv.

Tørsten efter kærligheden fra mennesker man elsker, men som ikke er der mere i ens liv.

Tørsten efter kærligheden fra man mennesker man elsker – og som man er bange for at miste.

Teaterstykket Tørst, kan aldrig bliver efterfølgeren til balletten Dødens Triumf, selvom skuespillerne i Tørst, havde følelserne helt uden på deres kroppe. Kroppe som periodisk kun var dækket af en smule tøj, men det gør ikke teaterstykket Tørst til en triumf for døden. Nej, det gør det altså ikke Abelone.

Nej, teaterstykket Tørst, er en triumftog – til livet, for livet og for kærligheden mellem mennesker.

Stykket handler om en mors og en datters kamp for at finde ind til hinanden og kærligheden igen, efter faderens død, som har efterladt dem forskanset i hver deres søgen og tørst efter kærligheden, fra manden og faderen, som ikke er der mere, mens de er overladt til sorgen, fordi de aldrig får sagt til hinanden, ”jeg savner og tørster efter hans kærlighed”.

Moderen græder så meget, at datteren frygter, at hun kommer til at dø af tørst. Hun har nemlig hørt, at når man græder meget, bliver man meget tørstig. »Hvis man ikke drikker, dør man. Det har jeg læst,« siger hun. »Min mor har ingen tørst. Jeg stiller vandglas over det hele. Så får hun måske lyst til at drikke«.

Abelone du fortalte mig, » at i vores vestlige samfund, der er vi ikke ret gode til at håndtere døden og sorgen. Vi ved ikke, hvordan vi skal gøre, vi har ikke det rigtige værktøj til det «.

»Jeg kunne så godt tænke mig, at vi som land, ja faktisk i hele den vestlige verden, blev bedre til at favne døden og til at kunne tale om døden som en naturlig del af livet,« … det siger du.

»Vi mangler ritualer, der kan hjælpe os med at forstå døden og sorgen«, … siger du.

Abelone, nej vi gør sgu ikke. Nej tak til at blive bedre til at tale om døden og favne døden. Vi er besat af død, som underholdning og samtaleemne og anledning til at tale om sorg … alt imens ens afkortede levetid, og dermed tiden til at leve livet, render ud, som sand mellem vores fingre.

Vi har en ligegyldighed over for vores begrænsede levetid. En begrænset levetid, som vi alle har, men som bliver allermest tydelig, når vi er tættest på døden.

I dette fortættede øjeblik, før døden uigenkaldeligt indtræder, der gør mange mennesker op med sig selv og sine nærmeste, om livet har været godt for dem. Og hvad nytte skulle det gøre for den senere afdøde, og de nu efterladte, andet end at give anledning til sorg og sentimentale følelser, over en uigenkaldelig kærlighed fra et menneske, de ikke længere kan modtage. Et menneske, de ikke længere kan dele og have dejlige oplevelser sammen med. Og så opstår sorgen, og dermed Tørsten efter kærligheden og dejlige oplevelser, fra et menneske, der ikke længere eksisterer. Det gør sorg og sorgbearbejdning meningsløs, for i sidste ende, så udspringer sorg af et livsfornægtende menneskesyn, hvor man ikke lige så naturligt som et barn fødes, vil acceptere at et menneskeliv slutter eller afsluttes.BW3

( Et billede fra virkeligheden)

Så, nej tak, ikke mere sorgbearbejdning, men derimod livsbearbejdning.

Vi skal huske at leve livet hver dag, mens tid er.

Vi skal huske at elske, mens tid er. For en dag, så udløber vores levetid. Og det gør den også for de mennesker, som vi elsker og nyder at dele vores levetid med.

Kære Abelone, hvorfor har jeg skrevet en så lang og meget personlig teateranmeldelse af dit Teaterstykke Tørst. Fordi, det fortjener teaterstykket Tørst.

Teksten, og dermed replikkerne i Tørst og skuespillerne i Tørst, giver publikum muligheden for at komme tæt på livet og døden, inden det er for sent at gøre op med livets mange ligegyldige og fortravlede dage – igennem et langt liv.

Du og dine kære skuespiller i Tørst, er således ikke bare nogen skrigende overføleriske skinker, professionelt uddannet til at vildlede publikum fra sine egne følelser og afledte refleksioner. Nej, I er lykkes med en af kunsten fineste kommunikationsopgaver, nemlig at fungere som katalysator for den enkelte beskuers egen dialog mellem hjerte og hjerne, på en måde, som hvis beskueren har mod til at lade sig invitere med på en sådan rejse, i sit eget indre sind, så oplever og finder de ind til – nye forståelser af sig selv og deres omverden.

Med teaterstykket Tørst, er det derfor muligt for publikum, at slippe uden om sorgarbejde med sig selv og sine nærmeste, for i stedet at gribe ind til kerne af sit indre følelsesliv – for derpå, at gribe ud efter kærligheden i alle livets former og aktiviteter i deres omverden.

Kære Abelone. Når jeg tænker på vores sommerferie på Læsø, så greb vi jo ud efter kærligheden, som det mest naturlige i verden. Denne ungdommens villighed til at satse på kærligheden, det er en gave som mange som mange mennesker tænker på, som noget der kun hører ungdommen til, for senere i livet, der bliver hele livet langt mere pragmatisk.

Det er en frygtelig fejltagelse i livet, ikke at turde møde kærligheden igennem hele livet, og turde udfordre angsten for at miste kærligheden – ved at give sig hen til kærligheden, som skulle den aldrig ophøre.

Når vi ikke længere tør give os hen til kærligheden, i alle livets sammenhænge og gerninger, så er det at sorgens elastik begynder at strækkes, for senere, når et kært menneske forsvinder ud af vores liv, at komme susende lige ind i vores følsomme ansigt og bløde indre, når vi ikke har givet os selv tid til at dele tiden, med et menneske vi elsker.

Derfor gør det mig så inderligt ondt, at den søde unge kvinde, som jeg lærte at kende på Læsø … og hendes lige så kære familie, – det gør mig at ondt at vide – at I aldrig fik tiden I ønskede med Christian Kampmann.

Det er utilgiveligt, at tage et andet menneskes liv. Og det blev så tydeligt for mig, da vi sludrede samme på Får302, den 8. marts 2016, for der huskede jeg jo stadig dit søde og smukke og kærlighedsrunde ansigt, som det var på Læsø – i vores pure ungdom – men da vi talte samme, der så jeg, at sorgen havde slidt lidt, kun lidt, af det kærlighedsrunde fra dit ansigt, og gjort dit ansigt en smule mere skarpt.

Tilgivelse er ikke at lette andres sorg, for at have optrådt nådeløst og hensynsløst over for en.

Tilgivelse er at give sig selv fri til at elske og leve igen.

Og, det synes jeg virkelig du har fortjent, når du igennem egen sorgbearbejdning, har skrevet en så livsbekræftende hyldest til kærligheden, som teaterstykket Tørst reelt er, men som de andre sorgbesatte anmeldere ikke har overskud til at se, mit i deres egen sorgbearbejdning og egne livsfrustrationer.

Kære Abelone, fra mig får du således ingen medfølelse for din Fars urimelige bortgang. Derimod får du min dybe respekt, fordi – igennem alle de år, som jeg har fulgt dig, der har du altid søgt, og forsøgt, og forfulgt … en eneste ting … nemlig kærligheden … upåagtet af, at du ikke altid har vidst hvor den ville bringe dig hen. Det kræver mod og tro på kærligheden. Derfor var du en god repræsentant for kvindernes kampdag, den 8. marts 2016, – som jeg talte med kort – kort før jeg skulle se din teaterforestilling Tørst.

Således, tak for en intens teateroplevelse, som ikke var lykkedes så godt, uden den gode scenografi, der gav plads og spillerum til en flot og helhjertet indsats fra de tre medvirkende skuespillere.

Med venlig hilsen og et knus fra,

Marcus Vigilius Brendstrup

CEO for MVMDCC.COM

NB1. Link til Får302 webside –  Tørst

NB2. Link til at bestille billet til Teaterforestillingen Tørst – Bestil Billet

Advertisements