DEN FREDSSKABENDE KOBLING MELLEM TERRORANGREBET I PARIS – 13. NOV 2015 – OG FN’S ERKLÆRINGER OM MENNESKERETTIGHEDER.

Udklip

Et terrorangreb er og bliver en forfærdelig handling.

Lysten og behovet for gengældelse hos de efterladte, bliver fremherskende, på en måde, hvor øget ufred bliver vejen mange ønsker at benytte til at skabe fred og frihed.

I dag, er der i Paris, mange pårørende, som gennemgår en forfærdelig smertefuld situation, såvel fysisk som psykisk.

Det er ikke uforståeligt, at flere vestlige og amerikanske journalister samt politikere udtale sig i fjernsynet, om terrorangrebet,  på en måde, hvor det bliver meget naturligt at udtale, ” ingen skal krænke vores værdier, vores kristne værdier, vores ytringsfrihed, vores demokrati” –  og reelt også vores danske værdier.

Men, jeg synes der er noget vi i Vesten og USA overser.

Amerikanske droneangreb rammer ikke så præcist de militære- og fjendtlige mål, som det hyppigt af medierne oplyses.

Store civile tab i områder, hvor man er aktive med Vestlige og Amerikanske droneangreb, gør at de pårørende i disse områder, føler sig magtesløse over for Vestlige og Amerikanske angreb.

Kampen mod terror, har været retorikken, der har retfærdiggjort Vestlig- og Amerikansk militær aktivitet i en lang række lande.

Og nu er IS eller ISIS så blevet omdrejningspunktet for mediernes opmærksomhed og de enkelte landes politiske lederes opmærksomhed, – samt også borgernes interesse og opmærksomhed.

Gårsdagens triste terrorhandling i Paris, skaber ønsker om én eller flere løsninger, hos mange mennesker, for nok må være nok.

Flygtninge i store mængder, har igennem mange år, været på flugt fra sult, overgreb, vold og folkemord, uden at Europa mærkede hertil, men det er nu ændret en smule. Europa mærker nu også at menneskerne i flygtningestrømmene, har et behov for tryghed og en fremtid, hvor de er i live, – mere end time adgangen.

Mange lande har været igennem en langvarig økonomisk krise og en afledt svær privatlivs økonomisk situation for mange mennesker.

Det mentale og økonomiske overskud, er hos rigtig mange mennesker, af en ringe beskaffenhed. Tilliden til fremtiden og hinanden, er også af en ringe beskaffenhed.

Vi er derfor i en samtid, hvor der eksisterer en ressourcebeskaffenhed, af yderst ringe omfang, på mange af livets ressourceområder. En sådan mellemmenneskelig svær ressourcesituation, der sættes under pres af terrorhandlinger, bliver meget let starten til gengældelsesangreb og en storkrig.

En gengældelse logik, der baserer sig på – et øje for et øje – det vil ubetinget efterlade rigtig mange mennesker blinde i vores verden.

Når der i vores medier, vises flotte billedserier af droneangreb og andre militærangreb, i områder af verden, hvor vi er i krig mod terror,  uden at man ser og hører de pårørende, der er ofrene for vores krig mod terror og eksempelvis vores droneangreb, – så er medierne reelt endt med at fungere som en propagandamaskine, der med blinde øjne, hylder krig som løsning på en kompleks verdenssituation.

En kompleks verdenssituation, fordi det ikke bliver tydeliggjort af medierne, hvorledes militærøkonomiske interesser, hvorledes internationale stormagtsinteresser, hvorledes store finansielle interesser, – på forskellig vis er sammenflettet med, at ISIS har adgang til forskellige former for moderne våben, at ISIS benytter sofistikerede medie- og propagandaformer, der normalt kræver veluddannede og økonomisk ressourcestærke personer, for at kunne fungere.

ISIS ageren og fremmarch, kan ikke alene forklares med kamelryttere af yderliggående muslimsk overbevisning, der har held med sine aktiviteter, fordi de groft krænker enhver form for anstændig tilgang til menneskerettigheder og menneskers liv.

Når der i stigende grad, sendes flygtninge mod Europa, så stresser det de enkelte modtagerlandes politiske system og befolkning. Det er en glimrende måde, i stigende grad, at destabilisere mange europæiske lande.

Når vi nu oplever en terrorhandling i Paris, så stresser det de enkelte landes politiske system og befolkning.

Klassisk for en sådan stresset situation, er at mange landes ledere og befolkningen i de berørte lande, søger mod sikre mentale holdepunkter, for lettere at få afklaret, hvem er mine uvenner og hvem er mine venner.

Vores vennerne er i stigende grad de kristne. Vores uvenner er i stigende grad muslimer.

En sådan løsnings- og livstilgang, der er så forenklet, at jeg betragter det som noget vrøvl.

Der er mere end en milliard mennesker i verden, der er muslimer.

Der er mere end en milliard mennesker i verden, der er kristne.

Begynder vi at bekrige hinanden, indtil der ikke der flere øjne tilbage, så er der alt for mange blinde mennesker tilbage i verden.

Det er underligt hvorledes FN’s menneskerettighedserklæringer, i stigende grad synes at miste værdi, netop på et tidspunkt – hvor de er aller vigtigt.

FN’s menneskerettighedserklæringer, blev jo netop nedskrevet, efter afslutningen på anden verdenskrig, så fremtidige verdenskrige kunne undgås.

Jeg undre mig over, hvorfor man internationalt ikke arbejder mere for,  at ledere fra kristne lande og at ledere fra muslimske lande, anbefaler at verdenssamfundet anerkender og benytter FN’s menneskerettighedserklæringer, som udgangspunkt for de næste mange års handlinger, som det kræver at genskabe og fastholde en langt mere fredelig global sameksistens.

Hvis verdensbefolkningen i stigende grad, tager FN’s menneskerettighedserklæringer til sig, som deres egne, så vil verden have langt mindre behov værdibaserede krige og kampe med hinanden.

Da jeg for et par dagen siden, passerede igennem Københavns Hovedbanegård, der så jeg en træt mand, der trængte til omsorg i form af husly, en seng, noget god mad, samt kære og gode venner at hyggesludre med.

Den trætte mand er naturligvis ham, der er på billedet øverst i artiklen, … for hans udtryk og dermed sindstilstand, fortæller det vigtigste at være opmærksom på, når vi befinder os i en svær situation.

Uanset farve, højde og drøjde,- så gemmer der sig et behov hos os alle, for at føle sig elsket og ønsket og værdsat, så man ikke står helt alene. Og skulle vi glemme det, så er det altid en god huskehjælp, at tænke på, at hver gang et barn eller voksent menneske behandles urimeligt eller måske endda dør,- så er der en mor, der græder et sted.

Jeg tror, at verdenssamfundet og dets befolkning i de enkelte lande, samt dets ledere, vil have stor glæde af at gøre FN’s menneskerettighedserklæringer til et fælles værdisæt, på tværs af alle verdensreligionerne.

Med venlig hilsen,

Marcus Vigilius Brendstrup

CEO for MVMDCC.COM

Advertisements