Fri os fra normaliteten og gør plads til kunstneriske blikke på en hverdag med handicap.

Udklip 6

Hermed starten på flere indledende refleksioner, som introduktionen til dokumentarfilmen – ”Mellem kunst og kunstnere og vistnok handicappede” – der kan ses længere nede i denne artikel.

Normalitet, hvad er det egentlig for en størrelse. Og er det en størrelse, hvor det hele menneske passer naturligt ind?

Der findes nogen som er normale.

De har pæn hvid hud.

Der er ingen af dem, der skal have hjælp til at komme ned til stranden.

Der er ingen der mangler en arm.

Der er ingen der er sygemeldte.

Der er ingen af dem, som hører stemmer fra mennesker, som andre ikke kan se eller høre.

De er i hvert fald ikke deprimerede og slet ikke arbejdsløse.

Sådan er det at være helt normal.

Udklip 8

I Danmark blev der i 1929 vedtaget kastrationsloven.

En lov, der gav staten mulighed for at kastrere mennesker, hvis gener man ikke ønskede blev videreført til næste generation.

Eksemplet på brug af loven, var over for homoseksuelle, som ikke skulle have mulighed for at videreføre deres gener og seksuelle præferencer til næste generation.

Den næste generation skulle være bedre og endnu mere normal, end den forrige generation. Og sådan skulle det gerne blive ved med at forsætte.

Mennesker med Downs Syndrom i Danmark, er blevet tvangskastreret, så de ikke videregav deres gener til andre.

Og inden de fødes, altså dem med Downs Syndrom, så bliver den gravide moder tilbudt en abort.

Kan er sådan praksis, over for en særlig befolkningsgruppe, sidestilles med organiseret folkemord.

Det har i hvert fald næsten lykkedes at udrydde mennesker med Downs Syndrom.

Udklip 7Indenfor den genetiske forskning, er man nu på jagt efter genet, der giver mennesker homoseksuelle præferencer. Det kan jo ikke være for at hjælpe de homoseksuelle, men derimod snare at imødegå fødslen af homoseksuelle mennesker fremover. Vi er forsat på jagt efter det endnu mere normale.

Ved allerede under graviditeten, at kunne konstatere om et barn, bliver født med homoseksuelle præferencer, så undgår man tvangskastration og ligeledes aborten, som middel til folkemord over for en særlig befolkningsgruppe.

Det fører meget alvor med sig, at være helt normal.

Hvorfor prøver man ikke at isolere genet, som gør at man bliver voldtægtsforbryder.

Hvorfor prøver man ikke at isolere genet, som gør at man bliver en skrupelløs politiker.

Hvorfor prøver man ikke at isolere genet, som gør at man bliver en grådig bankmand.

Hvorfor prøver man ikke at isolere genet, som gør at man bliver en skrupelløs sagsbehandler i Statsforvaltningen eller Socialforvaltningen eller Børne- og Ungdomsforvaltningen,- så børn ikke lider så meget ved skilsmisser,- i overvejende grad foranlediget af konflikter, skabt af sagsbehandlere.

Vi må blive meget bedre til at isolere alt det unormale, hvis vi skal have et samfund, der opleves rummeligt for de tilbageblivende normale mennesker. Det kan blive noget af en udfordring for de normale, at lykkes med denne opgave.

Hvorfor vil de normale så gerne normalisere og standardisere alle de unormale. Er det for bedre at tjene penge og profitmaksimere ved hjælp af borgerens arbejdskraft?

Udklip 1

Hvad nu hvis man mangler en arm.

Hvad nu hvis man mangler et ben.

Hvad nu hvis man kun svært kan gå på begge sine ben.

Er sådanne mennesker, ikke i stand til at bidrage med noget til vores samfund.

Er sådanne mennesker uden værdi for et samfund.

I Jylland har man bygget diger mod Vesterhavets smukke og periodiske intense bølgebrus, så vinterstormenes høje bølger, ikke tager livet af lokalmiljøet, tæt på Vesterhavets strande.

Det har samfundet fundet helt normalt at gøre. Altså, at investere store beløb, for at beskytte hjem og borgeren tæt på Vesterhavet.

Udklip 9

Hvorvidt beskytter og accepterer vi manden, der gerne vil gå i kjole og servere i en restaurant. Der er i hvert fald stor risiko for kunderne i restauranten går, hvis tjeneren går i kjole og har hår på brystet.

Hvorvidt beskytter og accepterer vi kvinden, der så gerne vil arbejde som tjener på en restaurant, men fordi hun er spastisk lammet, så kan hun kun komme rundt med maden – sammen med sin kørestol.

Hvorvidt beskytter og accepterer vi den blinde mand, der så gerne vil være træner i et fitness center, som endda snildt kommer rundt med sin blindestok og har en overarm – med en omkreds på over 40 cm.

Og hvad med den smukke kvinde, der stammer, men alligevel elsker at læse sine digte op og fortælle om sine livsrefleksioner.

Hvad vil der ske med vores samfund, hvis vi befrier os fra normaliteten og gør plads til det hele mennesker?

Vil det gøre plads til den deprimerede kunstfotograf.

Det er svært at blive en ny Van Gogh, der fik sit øre skåret af – af en kunstner kollega.  Øret blev hugget af med et sværd, som blev svunget af hans ven, maleren Paul Gauguin, under et fordrukkent skænderi, der handlede om en kvinde ved navn Rachel og om kunstens sande væsen.

Det glade- eller det geniale kunstneriske vanvid, levnes ikke megen plads i vores moderne og effektive samfund.

Men, hvilket vanvid levnes der så plads til i vores moderne og effektive samfund?

Det er langt lettere at blive ny socialminister eller ny statsminister eller ny justitsminister, hvis du garanterer nedbringelse af økonomiske udgifter til borgere, der ikke er helt normale.

Og det er i hvert fald ikke normalt at mangle et ben og være arbejdsløs, så man ikke kan betale sine udgifter samt ikke kunne forfølge mange af sine drømme for livet.

Endnu har vi ikke set benløse bankrøvere, røve en bank, men som en spastisk lammet mand, siddende i kørestol, udtrykte det,- ”Bankerne ved sgu godt at vi er langt mere seje end de normale bankrøvere, så derfor tør de ikke fjerne de høje dørtrin, som gør det svært for mig at komme ind i banken som bankrøver”.

Mennesker og handlinger afviger ikke – ”i sig selv”. Psykologiske-, sociale- og fysiske- og dermed adfærdsmæssige afvigelser, de er alle menneskeskabte.

Udklip 10

Noget er normalt. Noget andet er afvigende.

Denne forståelse for afvigelser, baserer sig udelukkende på det kollektive individs forståelse for normalitet, med hensigten om at identificere dem som ikke tilhører – det kollektive individs levevis og eksistensgrundlag.

Så tidligt som muligt, ønsker ”det kollektive individ” at afklare,-  hvorfor er nogen individer afvigende, hvilke karakteristika har afvigerne til fælles og hvordan kan vi professionelle – politikere og sagsbehandlere – få ”dem” til at være mindre afvigende.

Et barn, der ikke leger, som et gennemsnitligt barn, er afvigende – set rent statistisk. Anskuer man en barn således, så forholder man sig ikke til afvigelsen relevans eller betydning for det enkelte barn.

Et barn, der ikke har en ”sund” lege adfærd, er afvigende – set rent patologisk og systemorienteret. Men, det forudsætter konsensus om hvad der er normalt og sundt, – og en sådan konsensus eksisterer ikke, men er samfundsskabt.

Et barn, der bryder med den sociale gruppes regler for leg, er afvigende – set rent regelorienteret. Men, regler er flertydige og mange regler har ændret sig radikalt, set rent historisk.

Identifikation af afvigelser – menneskeligt eller fysisk – er ikke med et positivt fokus på menneskers forskellige handlinger og væsen, men derimod med et forsæt om at udvikle regler og sanktionsmuligheder.  Regler og sanktionsmuligheder, der kan benyttes af mennesker, der ikke oplever sig selv som afvigere.

Der er en vældig masse system i at identificere afviger. Men, – hvordan udpeges afvigere og under hvilke omstændigheder bliver udpegningen gennemført. Og kan udpegningen accepteres og anerkendes af den udpegede.

”Outsiderens” modtræk, kan være – ikke at forklare sine afvigende handlinger, men i stedet at opfordre til, at vi også interesserer os for relationen mellem mennesker. Relationen mellem dem, der udpeges som afvigere, og de mennesker, der udpeger. Heri ligger retten til at være et individ over for et andet individ, frem for at være et offentligt og kollektivt kommercialiserbart individ.  Et offentligt og kollektivt kommercialiserbart individ, – der ene og alene er sat i verden, for at få det ”kollektive individ” til at overleve.

Al menneskelig viden, er afhængig af kategorisering. Kategorisering med udgangspunkt i administrationspraksis i den offentlige sektor. Kategorisering med udgangspunkt i videnskabelig praksis og metode, når forskning på universiteterne, skal identificere afvigende karakter.

Hvad ville der ske, hvis vi skulle opgive kategorisering af mennesker, til fordel for accept af mennesker.

Ville det give anledning til, at langt flere mennesker, var glade for at være sig selv, sammen med andre mennesker, der var glade for at være sig selv.

Hermed introduktionen til en verden mellem mennesker – og uden mennesker i kategorier. Og hermed ikke introduktionen til et rummeligt samfund, men derimod introduktionen til et samfund med et stort medmenneskeligt rum.

Hermed også introduktion til dokumentarfilmen – Mellem kunst og kunstnere og vistnok handicappede.

I filmen ses:

  • Integrated Danse Explorations hvor Cath Mathilde Borch Jensen danser sammen med Janne Weidinger Kristensen
  • Foredraget af forfatteren Mads Lodahl, hvor han reflekterer over normalitet.
  • Foredraget af Hanne Struencee Schmidt, hvor hun reflekterer over skam og fællesskaber.
  • Dialog mellem kunstfotograf Malou og hendes næsten blinde “kunstmakker” – Mark

Dokumentarfilmen viser mennesker, der er i stand til at rumme sig selv og deres hverdag, med overskud, trods daglige store personlige udfordringer. Og ikke nok med det, de er alligevel i stand til at rumme andre helt normale mennesker og give dem en kunstnerisk oplevelse, der efterlader normalitet i et tyrannisk og umenneskeligt lys.

Med venlig hilsen

Marcus Vigilius Brendstrup

Ansvarshavende redaktør og direktør for MVMDCC.COM

Advertisements