Refleksioner som følge af 132 Pakistanske skolebørns voldsomme bortgang. De må ikke dø uden omverdenens refleksion!

Old_man_on_a_bench,_Santiago

Episoder fra livet og afledte refleksioner.

Måske de manglende refleksioner, der fører til andres død og efterladtes mismod, samt stigende grad af had.

LivsEpisode 1

Naboen kom ud af mørket og stod nu i døråbningen. I hånden havde han en pistol, hvor røgen stille pressede sig ud, fra det endnu overtryk, det havde krævet at sende en kugle ud mod hans nabos søn. Naboens søn, som spillede alt for høj opera og som om søndagen sang i den lokales kirkes kor. Han have en smuk stemme, som gjorde alle i byen var stolte af ham. Han var en kommende stor operasanger, men ikke længere. Naboen med pistolen kunne ikke lide opera og gik aldrig i den lokale kirke. Og naboen med pistolen var også lidt mørkere end de andre naboer. Han kom vistnok fra Afghanistan og var i sin barndom gået på en skole, som byggede sin undervisning på muslimske værdier, men nu boede naboen med pistolen i Hellerup.

Moderen til sønnen stod udenfor huset hun boede i, og hvor naboen med pistolen nu stod i deres døråbning. Hun sank sammen, foroverbøjet, som om nogen havde taget luften ud af hende, og alligevel ikke, for ud af hende og den sammensunket krop, fra et sted omkring håret, der dækkede hendes ansigt, der kom nu en svag stemme – og ordrerne, – hvorfor hvorfor hvorfor.

Naboen med pistolen, om ikke svarede, så sagen han,- det var nødvendigt for igen at få ro og orden i vores kvarter.

 

LivsEpisode 2

Naboen kom ud af mørket og stod nu i døråbningen. I hånden havde han en pistol, hvor røgen stille pressede sig ud, fra det endnu overtryk, det havde krævet at sende en kugle ud mod hans nabos søn. Naboens søn, som spillede alt for høj opera og som om søndagen sang i den lokale moskés kor. Han have en smuk stemme, som gjorde alle i byen var stolte af ham. Han var en kommende stor operasanger, men ikke længere. Naboen med pistolen kunne ikke lide opera og gik aldrig den lokale moské. Og naboen med pistolen var også lys i huden, som næsten alle de andre naboer. Han kom vistnok fra Næstved og var i sin barndom gået på kostskole. Herlufsholm hed skolen vistnok, som byggede sin undervisning på kristne værdier og have sin egen kirke, men nu boede naboen i Hellerup.

Moderen til sønnen stod udenfor huset hun boende i, og hvor naboen med pistolen nu stod i deres døråbning. Hun sank sammen, foroverbøjet, som at nogen havde taget luften ud af hende, og alligevel ikke, for ud af hende og hendes sammensunket krop, fra et sted omkring sjalet, der dækkede hendes ansigt og hår, der kom nu en svag stemme – og ordrerne, – hvorfor hvorfor hvorfor.

Naboen med pistolen, om ikke svarede, så sagen han,- det var nødvendigt for at få ro og orden i vores kvarter.

 

LivsEpisode 3

En ældre mand, havde faktisk overværet LivsEpisode 1 og 2, og sad nu på en bænk ude foran Blågårds Plads på Nørrebro.

Foran på pladsen løb nogle halvstore drenge rundt efter en enkelt bold.

Fodbold var det som de spillede, de halvstore drenge. Nogen af dem kristne og nogen af dem muslimer,- og gode legekammerater og venner var de alle.

Den ældre mand kiggede på drengene, så derpå ned i brostenene – lige foran sig. Så kiggede han igen på de halvstore drenge,- og pludselig sank han sammen, gled ned af bænken og landede på sine knæ grædende. En unge pige kom løbende hen til ham, og hørte mellem gråden fra den ældre mand, ”jamen jamen jamen, hvorfor hvorfor hvorfor, de var jo begge drenge, som var elsket og de var mine to bedste fodboldspillere – på mit førstehold”.

Den unge pige hjalp manden op på bænken, og spurgte hvilke drenge, og om de var blevet udvist af dommeren.

Den ældre mand græd nu endnu mere, og fremstammede, ”jeg var deres fodboldtræner,- og dommeren fra – hadet til livet – udviste dem”.

Den unge pige forstod ikke hvad manden mente, og alligevel holdt hun ham nu ind til sig, selvom hun nok kun var 15-16-17 år gammel.

På en eller anden måde, havde hun alligevel forstået, hvad den ældre mand talte om, for til den ældre mand siger hun forsigtigt, ”hadets dommer, er ikke en god dommer, hvis det skal være skægt for alle at spille fodbold sammen”.

Den ældre mand kiggede op på hende, og nikkede, og sagde så, ”det kan du have ret”.

Den ældre mand, tog sin telefon op af lommen. Det var en af de her nye telefoner, med glas på det meste af forsiden. Pigen kiggede på telefonen, – ”nå, har du også en af de smartphones”, sagde hun, mens hun smilede sødt.

Den ældre mand rodede med af få telefonen tændt og sagde derpå, ”vil du se en film, hvor den ene af drengene synger til nogle billeder”. Pigen kiggede forundret på ham, men svarede alligevel ja.

Her er filmen som pigen så.

Refleksioner

Når jeg følger den internationale retorik i medierne, – i sammenhæng med konflikten mellem Rusland og Ukraine / Europa,-  i sammenhæng med Afghanistan, – i sammenhæng Irak og nu – i sammenhæng med Pakistan, hvor en skoles børn og lærere ikke længere lever, – så er der noget jeg igen og igen bemærker. Nemlig, der er os – og så er der dem. Der er de gode og der er de onde. Der er dem, der slå ihjel, for at frelse verden. Der er dem, der slår ihjel, for at slå ihjel. Men, hver gang, der er slået nogen ihjel, så er der en mor, som græder et sted.

En krigsteoretiker, ved navn Carl von Clausewitz, udtrykte i sin lærebog – On War – hvorledes krige vindes,- nemlig, ”at en krig, skal vindes på to fronter”, – man skal vinde befolkningens opbakning til at føre sin krig, for ellers kan politikerne ikke bevilge de nødvendige midler, som det kræver at vinde krigen på slagmarken.

I alt for stor en grad, oplever jeg at medierne, velvilligt, leverer de oplysninger til befolkningen, der gør at – hadets dommer – kommer på arbejde, dømmer alt for mange mennesker ude og borte, og hvor mange mødre sidder grædende tilbage.

Jeg ville sådan ønske at medierne ophørte med at bistå i denne farlige og dødelige krigsretorik.

Jeg ville sådan ønske, at nogen stillede vores unge 17-årige modtager af Nobels Fredspris, Malala Yousafzai, spørgsmålet, om hun ser en sammenhæng mellem at hun siger, at alle børn har ret til uddannelse, og den triste realitet, at nu er mange børn og lærere blevet skudt på en skole i Pakistan.

Jeg ville sådan ønske, at nogen af de mennesker, som foranlediger, hun som et meget ungt menneske, bliver bragt i medierne, for at fortælle sin historie, der var medvirkende til hun modtog Nobels Fredspris, som qua hendes alder i overvejende grad må siges at være en symbolsk modtaget fredspris. Et symbol på hvorledes vesten ser på børns ret til uddannelse. Jeg ville sådan ønske, at nogen spurgte denne Nobelpris komité, om de var velvidende om Nobels Fredspris 2014, kan ses som et symbolsk voldsinstrument, jævnfør sociologen Pierre Bourdieus definition på symbolsk vold.

Det er jo rigtig smukt, at vi ønsker alle børn får en uddannelse, men at give en Nobels Fredspris til Malala Yousafzai, der trods hun gør en vigtig indsats, ved at fastholde sin – og kvinders ret til uddannelse, så er Nobels Fredspris, dette år, endt med at være en symbolsk fredspris – hvor vi i Vesten, tydeligt signalerer over for Taliban, at vi er mod dem og deres værdier, og det gør ved at give Nobels Fredspris, til en ung kvinde på 17 år, som jo ikke kan siges at have ført et langt liv med fredsskabende aktiviteter, men alligevel er Malala Yousafza nu talsperson for børn og kvinders ret til uddannelse.

Hvad er mere naturligt, for Taliban, når – hadets dommer – sættes på arbejde, end at benytte børn, i samme symbolske handling og værdikamp, som når Malala Yousafzai modtager Nobels Fredspris som 17 årig den 10. oktober 2014. Vi har den 16/12-2014 modtaget 132 symbolske fredspriser fra Taliban, – der symbolsk siger, lad os og vores værdier i fred.

Ser man på Europas udviklingshistorie, og de kristne korstog, som var en serie felttog, de fleste godkendt af paven, der fandt sted fra 11. til 13. århundrede. Så var de alt andet end ublodige – de var meget blodige,- og hverken børn eller kvinder blev skånet.

Korstogene var et modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde ønsket om at få den muslimske udvikling under kontrol – og gerne under afvikling.

Paven i Rom havde meget stor magt, i et meget religiøst, men splittet Europa. Den byzantinske Kejser Alexios i Konstantinopel og paven i Rom, var langt fra stærke allierede, men de havde dog en fælles fjende i de vantro muslimer.

Man kan spørge sig selv om hvad, der kunne lokke store dele af den europæiske befolkning, til at rejse flere tusinde kilometer væk for at bekæmpe folk, og forsvare hellige steder, de kun havde hørt omtalt af kirken.

Efter romerrigets fald kom der en ny samfundsstruktur i Europa; feudalismen. Her var samfundet klasseinddelt med fyrster, konger og paven øverst, efterfulgt af godsejere og adel, og nederst i samfundspyramiden var de hårdtarbejdende bønder. Bønderne dyrkede jorden og betalte afgifter til godsejerne for denne brugsret. Godsejernes opgave var at beskytte bønderne fra udefrakommende angreb, og at opretholde lov og orden, samt at stille med en hær når fyrsten befalede det.

Fyrsterne havde det privilegium at kunne udnævne en ny konge, som kunne varetage deres interesser. Og dermed styrede fyrsterne indirekte landet.

Sammen med kirken udgjorde fyrsterne og kirken den europæiske højkultur og magtklasse.

Skatteopkrævning, infrastruktur, pengesystem og retssystem, var i denne meget hierarkiske periode ikke eksisterende, og alle kæmpede for at klare dagen og vejen på lokalt plan.

Denne samfundsstruktur medførte utallige krige, mellem de skiftende konger og afledte statsdannelser, hvilket prægede Europa i tiden omkring korstogene.

Fyrsterne havde derfor stor erfaring med krigsførelse i et Europa præget af stridigheder.

Kirkens rolle, for den almene borger i denne periode, var meget markant. Kirkens folk, var repræsenteret i enhver administration og livsudfoldelse, for at præge eller i det mindste regulere borgerens livsførelse.

I det politiske magtspil, deltog de skiftende paver og bisper ivrigt – med vekslende held, men i længden sejrede den verdslige magt.

Kirkens ambition om at gennemsyre det middelalderlige liv og tankegang lykkedes overvældende godt.

Højmiddelalderen var derfor kendetegnet ved en meget magtfuld kirke, og et meget klart kristeligt livssyn, gældende for næsten hele befolkningen. Dette faktum skal ses som en af årsagerne til, at der var så stor opbakning omkring korstogene, der blev befalet af paven.

En væsentlig forklaring var, at på denne måde kunne den almene borger tjene Gud gennem en retfærdig sag, og samtidig få mulighed for at betale af på den gæld, de havde til Gud, i kraft af deres synder. Ydermere var det i en tid med stærke strømninger af krigslyst, hvilket gjorde det nemmere for kirken at organisere en samlet europæisk hær. Ideologien bag korstogene, tillod samfundets krigerklasse, dvs. adelen, at gøre det den var bedst til, nemlig at føre krig.

Det var en afgørende nyskabelse, at man kunne være en god kristen og hellig kriger på en gang, – og at krigens håndværk kunne kombineres med det at være en god katolik. Denne ideologi ramte plet i det meget religiøse middelalderlige verdensbillede.

Nu befinder vi os jo ikke længere i middelalderen – 1400 tallet – men snart i 2015. Det er trods alt 600 år siden, men åbenbart ikke længere siden, end at den middelalderagtige adfærd har fået en ny renæssance.

Vi er besat af en værdikamp mellem kristne og muslimer. Jo sortere og slemmere et billede vi kan tegne af hinanden, jo bedre. Jo bedre for hvad? Jo, for retten til at slå hinanden ihjel.

Hver dag dør 24.000 mennesker af sult eller sygdomme forårsaget af sult. Det er 8,8 mio mennesker om året.

  • 860 mio. mennesker i verden kan ikke læse eller skrive. De er analfabeter og har aldrig gået i skole.
  • Fattigdom tager livet af børnene. Hvert 3. sekund dør et barn af sygdom. Hvert 7. sekund dør et barn af sult eller underernæring.
  • Hvert minut dør en kvinde på grund af barselskomplikationer. Det svarer til 1.400 kvinder om dagen. 500.000 om året. 98 % af dødsfaldene sker i ulandene.
  • En milliard mennesker har ikke adgang til rent vand. 2,4 milliarder har ikke ordentlige sanitære forhold. Det er en væsentlig forklaring på børnedødeligheden i udviklingslandende.

Hvordan kunne man med simple tiltag imødegå at der hver dag dør 24.000 mennesker af sult eller sygdomme? Det er 8,8 mio mennesker om året!

En god start kunne eksempelvis være:

  • Vi skal gøre ulandenes produkter mere tilgængelige på verdensmarkedet.
  • Vi skal lette ulandenes gæld.
  • Vi skal give lettere adgang til god og billig medicin.

Hvordan har Europas udvikling mod demokrati og fred og velstand været?

Meget kort gengivet, så har det været økonomisk vækst for de fattige og mellemklassen, som når de nåede et hvis indtjeningsniveau, så krævede underklassen, der nu var blevet til den arbejdende middelklasse,- de krævede demokrati for at sikre sig en forsat velstandsudvikling.

Industrialiseringen og samhandelen med andre lande, har været afgørende for fleste landes udvikling af demokrati. Og ligeledes fred mellem de demokratiske lande.

Så måske er det ikke så dårlig en idé: 1) at gøre ulandenes produkter mere tilgængelige på verdensmarkedet, 2) at lette ulandenes gæld og 3) at give lettere adgang til god og billig medicin.

Hvilken løsning er det Europa og USA og de resterende NATO lande vælger, for at skabe udvikling i eksempelvis Irak og Afghanistan. En stor og dyr væbnet indsats.

Hvad udtaler den pakistanske premierminister Nawaz Sharif, efter 132 børn og deres lærere, er dræbt af Taliban soldater. Han erklærer tre dages landesorg og udtaler derpå, – ”indtil dette land er renset for terrorisme, vil denne krig ikke stoppe. Det må ingen betvivle, siger han som premierministeren om hærens offensiv mod Taliban”.

Den økonomiske regning for krigen i Irak og Afghanistan.

Regningen for krigene i Irak og Afghanistan er i bredformat.

Forskere fra det amerikanske Browns Universitets Institut for Internationale Studier, udregner omkostningerne for de storstilede militære aktioner, til at ligge et sted mellem 3,7 og 4,4 billioner dollars

Tallet vil uvægerligt stige, når prisen for at behandle krigsveteraner – går opad i de kommende år. Udgifterne vil toppe i midten af dette århundrede, forudser forskerne.

I et stille øjeblik med sig selv, er det værd at reflektere over.

Kan det virkelig være rigtigt, at den bedste løsning, som Europa og USA kan finde til at skabe fred mellem kristne og muslimer, det er storstilede militære aktioner til omtrent 4,4 billioner US dollars?

Kan det virkelig være rigtigt, at trods den forfærdelige handling, der ligger i at skyde 132 børn og deres lærere, så er det mest naturlige at indsætte militæret, og ikke grundlaget for økonomisk vækst og uddannelse, i de områder hvor soldater til Taliban rekrutteres?

Kan det virkelig være rigtigt, at der hver dag dør 24.000 mennesker af sult eller sygdomme forårsaget af sult. Det er 8,8 mio mennesker om året.

Hvorfor fører vi ikke krig mod sygdomme og sult, hvis menneskeliv og deres adgang til skolegang – er så vigtige for os i Europa og USA. Endda i et sådant omfang at 17 årige Malala Yousafzai, modtager Nobels Fredspris, for at tale for børn og kvinder ret til uddannelse?

Hvorfor er der ingen fortaler, for de kvinder, der hvert minut dør på grund af barselskomplikationer. Det svarer til 1.400 kvinder om dagen. 500.000 om året. 98 % af dødsfaldene sker i ulandene?

Måske er det ikke børns uddannelse og  kvinder rettigheder, der er så vigtige, men hvad er det så?

Europa, USA og de resterende Nato allierede lande, er endt i en værdikamp rettet mod muslimer.

Den symbolske krig føres både af kristne og muslimer.

Den 10. oktober 2014 modtog Pakistanske Malala Yousafzai – Nobels Fredspris for 2014.

I sammenhæng med modtagelsen, udtaler Malala Yousafzai blandt andet, ”jeg tror de er begyndt at angre, dem som skød mig”.

Endvidere krævede Malala Yousafzai:

  • at Pakistan udarbejder en plan, som gør det mulig for alle børn at gå i skole.
  • at alle lande forbyder diskriminering af kvinder.
  • at internationale organisationer skal arbejde for, at de 61 millioner børn i verden, som ikke har skolegang i dag, får det inden udgangen av 2015.

Den 17. december 2014 kom de Pakistanske Taliban-krigeres  svar på den symbolske krig.

132 børn er tættere på de højere magter, end os andre, der løber rundt om juletræet, syngende, ”højt fra træets grønne top”. Selv samme grønne top, som alt for mange mennesker i Europa, er alt fra langt fra, i en fattig hverdag, med stor børnedødelighed og kvinder, der dør under fødslen.

Den Pakistanske premierminister Nawaz Sharif, udtaler efter 132 børn og deres lærere er dræbt af Taliban soldater, ”Indtil dette land er renset for terrorisme, vil denne krig ikke stoppe. Det må ingen betvivle, siger han som premierministeren om hærens offensiv mod Taliban”.

Middelalderens korstog, har fået en ny renæssance.

Det kan være lidt svært at afgøre, i dette symbolske krigsspil, hvem der er paven, hvem der er adelen, hvem der kongen og hvem der er kammertjeneren samt hvem der er de betroede væbnere og ridderne om det runde bord.

Utvivlsomt er det, at hvis krig skal været løsningen på fred og ro i verden, så kommer der meget mere blod på bordet, end gås og flæskesteg fremover – ved juletid. Ja, måske er det gæssene og grisebasserne, der er tilbage, når freden genopstår, kun forstyrret af de rappende gæs og snøftende grisebasser.

Med ønsker om en god jul og et godt nytår til alle.

Gode julehilsner,

Marcus Vigilius Brendstrup

NB.

  • Del gerne artiklen, med dine venner og forældre, hvis du mener denne artikel, kan bistå til – at dine venner og familiemedlemmer, ikke sendes i krig, på forkerte oplyste grundlag, unødigt grundlag eller manglende reelle grundlag.
Advertisements