Hvad vil du helst servere for vores kære dronning og ligeså kære ægtefælde – Pizza eller madpakker, med en holdbarhed af 7 dage ?

dronningen og prinsen

Operation Royal Blue Pizza, er en operation, som jeg besluttede at iværksætte, efter en lidt skæv dag i sidste uge.

Operation Royal Blue Pizza, består i at finde en pizza, som jeg med stolthed og værdigheden i behold, vil sende til vores Majestæt Dronning Margrethe og Prinsegemalen Prins Henrik. En pizza som erstatning for en kommunal  7 dages langtidsholdbar madpakke, til ældre, som vores kære regent og prinsegemal, jo også kan være modtagere af en dag.

Og her kommer så en længere historie om den skæve dag, og de afledte konsekvenser og egne refleksioner efterfølgende.

Først og fremmest, så var det måske slet ikke så skæv en dag alligevel, men en rigtig god dag, hvor jeg lærte værdien af at føle sig værdsat og blive værdsat som et helt menneske, med respekt for alle sine sanser og måske endda med respekt for FN’s menneskerettigheder i Danmark.

Her tænker jeg særlig på Artikel 3 – Forbud mod tortur – Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.

Hvor om er, i sidste uge, var jeg på vej ind for at interviewe en gruppe unge mennesker og forældre, der er fast besluttet på at børns rettigheder skal respekteres i Danmark. I særdeleshed deres menneskerettigheder.  Desværre blev jeg undervejs overfaldet af en regnbyge, på et område, hvor jeg ikke kunne komme i læg, og var derfor pludselig meget våd og ikke særlig klar til at interviewe meget andet end en kop kaffe og et håndklæde.

Interviewet, fik jeg flyttet til dagen efter, under henvisning til mine menneskerettigheder, i ønsket om at møde tørskoet op hos de engagerede mennesker.

Uden interview og i stærkt behov for noget varmt at drikke, sad jeg ikke længe efter på Cafe Sommersko, stadig forholdsvis gennemblødt, men nu ventende på en kop varm kaffe og at vejret blev bedre, så jeg kunne køre hjem.

Vejret blev ikke meget bedre, men ventetiden, havde fået mig til at tænke på en gammel barndomsfidus, som jeg benyttede, når jeg virkelig ønskede min Mor kom og hentede mig. Så hvorfor ikke give min gamle barndomsfidus et – revival – forsøg, når jeg nu ikke havde noget mere fornuftigt at tage mig til, end at sidde at fryse over en kop kaffe på Cafe Sommersko. Også med tanke på, at min Mor synes det er hyggeligt , når vi mødes spontant i byen, til hyggesludder og kaffe.

Det at overtale sin Mor eller sin Far, samt genopleve ungdomsårernes næsten ubeskrivelige omsorg og tålmodighed fra sine forældre, det mente jeg kunne være godt at opleve, netop nu, da alternativet var at bestille endnu en kop kaffe, for at få varmen tilbage i kroppen.

Selvfølgelig kræver det lidt mentalt forarbejde, at få min Mor til at glemme eller overse, at det er mange år siden sønnike flyttede hjemmefra. Men, min barndomsfidus virker endnu.

Fidusen, som jeg gerne deler med andre, når man trods en voksen alder, stadig gerne vil hentes i bil af familien, upåagtet af hvor man står i byen, for derpå – ikke længe efter – at blive forkælet med kakao med flødeskum og nybagte boller, af sin nærmeste familie, mens man under køreturen, falder tilbage til sin barndomsårs urimeligheder og verbale udbrud, er i alt sin enkelthed – at ringe til sin Mor eller Far,- og når de tager telefonen, – så ikke sige særlig meget andet, end – “hvor er det godt du er hjemme”, – så plejer ens mor eller far, at sige en masse ting,- og igen siger man ikke særlig meget andet end …“hvor er det altså godt du er hjemme”,- og igen siger ens mor eller far, en masse ting, men nu også omsorgsfulde ting, – og igen siger man ikke særlig meget andet, – ud over …“altså hvor jeg helt vildt glad for at du er hjemme”,- og igen siger ens far elle mor, en helt masse.

Min mor er endnu ikke en undtagelse, i ovenomtalte sammenhæng, og ved sidste uges genoptagelse af min gamle pivskidfidus, siger min Mor endelig sætningsrækken, som jeg havde ventet på, ”hvor står du Marcus og skal jeg hente dig”. “

JA, jeg står ved Cafe Sommersko og er blevet overfaldet”. “Overfaldet”, hører jeg min mor gentage oprørt, inden jeg får talt helt færdig – “JA”, forsøger jeg at sige til hende, “af en hel stor sort regnbyge og jeg er pjask våd”. “Er du blevet overfaldet af en gruppe indvandrere”, spørgere min mor, nu endnu mere oprørt, uden at høre det mindste af hvad jeg siger, – hvor jeg derpå hører hende sige, – “Marcus … Lone og jeg, kommer og henter dig lige nu”. “Jamen, kære Mutti, jeg er ikke blevet overfaldet af nogle indvandrere, og de er i øvrigt meget søde mennesker. Derimod er jeg blevet overfaldet af en ondskabsfuld og stor og sort regnbyge”. ”Marcus”, hører jeg igen min mor sige,-  “jeg er fuldstændig lige glad med hvem du er blevet overfaldet af, – du skal ikke stå der alene, hvis der er flere mod dig”.

“Jamen, Mutti, hør nu lige hvad jeg siger”. ”Marcus, vi kommer nu, du kan være helt rolig”.

Jeg satte mig igen roligt på en af stolene under markisen, foran Cafe Sommersko, velvidende om min pivskidfidus var løbet helt og aldeles af sporet, og en nu noget dramatiseret situation var under opsejling, hvor jeg endda kunne ende med ikke at få kakao med flødeskum og nybagte boller. Meget tydede på, at intet ville gå efter planen. Meget vel fordi min Mor er blevet en smule ældre, og af uforklarlige årsager, ikke altid hører hvad jeg siger.

Meget mere end 10 minutter, var ikke gået, før min mor og hendes gode veninde Lone, parkerede lige foran Cafe Sommersko’s hovedindgang.

Parkeringen, var udenfor enhver form for lovlighed, og dermed en klassisk gangsterparkering, kun benyttet af betroede gangmembers, når de henter andre betroede gangmembers. So far not so good !

Gangsterstilen blev ikke mindre iøjnefaldende af, – at jeg ser Lone kante sig ud af bilen, som var hun en af byens lokale udsmidere i størrelsen 2 gange 2 meter ,- endda anbragt i en lidt for lille bil. En udstigning, der for Lone betød, hun først efter 5 minutter, stod og så farlig ud, foran min Mors bil, støttende, måske endda mere holdende meget fast i bildøren.

Min Mor, derimod, var langt hurtigere ude af bilen, alt i mens hun talte i sin lyserøde mobiltelefon, med ekstra store bogstaver.  Og her stoppede så gangsterstilen, som gangmembers, der henter et betroet gangmember, – for så snart min Mor er henne ved min siddeplads, orienteres jeg hurtigt om – at Lone har fået en ny hofte, og derfor ikke kan gå særlig langt eller hurtigt – og at hun selv er forkølet. So far – but not so good for gangmembers.

Indlysende var det for mig, at min fidus, havde kendt til bedre tider.

Disse to kære ældre piger og ligeledes erfarende forældre, hvor den ene jo er min Mor, forsøger at rede mig fra en stor sort regnbyge eller måske noget, som de oplevede som meget være. Ikke desto mindre, bliver jeg kommanderet om på bagsædet af bilen, mellem deres pakkenelliker. Og, underligt nok, så mærker jeg pludselig genkomsten i mit indre, af mine barndomsårs kværulanterier og mulighed for at dele et par halvprovokerende bemærkninger med de foransiddende passagerer.

Mit første og eneste forsøg, var at fortælle dem om et tilbud på gangstativer, i en nærliggende cykelforretning. Hvor cykelforretningen, fordi dronningen selv var blevet en ældre dame, havde givet dem særlig tilladelse til producere et nummererede  antal gangstativer i vores majestæts ynglingsfarve, nemlig Royal Blue. Og ikke nok med det, for at gangstativerne skulle udvise lidt pomp og pragt, så var der på disse særlige farvede og nummererede gangstativer, også monteret et forgyldt båthorn samt en indkøbskurv i metal – i farven Mary Royal Blue.

Der blev lidt stille i bilen, og jeg forsatte med at fortælle at denne særlige indkøbskurv, var designet, så den netop kunne indeholde 5 madpakker, af den nye type, som kan holde sig hele 7 dage. Indebærende, som jeg sagde, “at hvis I kan finde hjem efter en spadseretur i selskab med jeres gangstativ, så vil I alligevel i de første 5 dage, havde kommunalt frisk mad lige ved hånden”.

Stadig var der helt stille i bilen, og det gav mig anledning til at foreslå, at de meget vel kunne få mængderabat, hvis de købte deres gangstativer samtidig.

Stadig var der helt stille i bilen.

Nu var jeg jo ude at køre med to erfarende mødre, der ikke så let – som yngre fædre og mødre – lader sig iscenesætte af børns til tider velkalkulerede provokationer og iscenesættelser.

Responsen jeg modtog, var alligevel en anden, end jeg havde ventet.

Det var en meget ærlig respons, hvor Lone  forholdsvis sagte sagde, –” Marcus, jeg glæder mig ikke til at blive ældre på de betingelser –  som du der giver mig mulighed for at opleve”.

“Lige ved siden af hvor jeg bor”, forsatte Lone, der er åbnet en ny Pizza forretning, med de mest fantastiske pizzaer, som er en ren kulinarisk oplevelse”. “Ja”, forsatte min Mor, “du har set Lones flotte køkken med kobbergryder og pander hængende i en lang række hen over hendes smedejernskomfur“. “Sådant et setup, har man kun, når man virkelig går op i madlavning“, – forsatte min Mor.

Ikke længe efter, blev jeg sat af hjemme hos mig selv, og havde derved undgået endnu en regnbyge, – men jeg havde ikke undgået en indre regnbyge af flovhed, ved ikke tidligere at havde forstået hvorledes det er at blive ældre, og ikke opleve sig behandlet som et menneske, der evner at værdsætte kulinariske oplevelser.

Men, for pokker da, tænkte jeg, – Pizza. Pizza er da ikke en kulinarisk oplevelse.

Det er ikke andet end Italiens svar på en dansk ostemad, med lidt skinke, tomat og en knivsspids hvidløg, som efterfølgende bages i en ovn. Nyskabelsen i den italienske version af den danske ostemad, er at brødet bages under ostemaden, mens osten smelter ned omkring tomater og spegepølse samt skinken bliver mere salt af at blive tør i ovnen.

Altså skulle en pizza, være bedre end en kommunal madpakke, der kan holde sig i 7 dage?

Tænk nu hvis Lone havde ret, og at der virkelig eksisterer pizzaer, der gemmer på kulinariske oplevelser, som bliver serveret i hendes lokale pizza forretning. Og det er en oplevelse, som hun positivt har bemærket, men som ingen ville tro på, blot fordi hun er ved at nå en alder, hvor et menneskes sanser og evner, enten er aldeles forsvundet eller – aldeles – ikke respekteres længere.

Jeg besluttede at iværksætte min egen hemmelige undercoveroperation – nemlig operation Royal Blue Pizza. Og netop dette navn, for hvis der eksisterede en Pizza, af en gourmetmæssig kvalitet, som jeg uden samvittighedskvaler, ville servere for vores Majestæt Dronning Margrete  og Prinsegemalen Prins Henrik, når de bliver plejehjems-ældre, så ville jeg gerne finde og smage denne pizza.

Og kunne jeg ikke finde denne Pizza, så ville jeg sende én eller to af kommunens – 7 dages madpakker – til vores lands dronning og prins, for at høre, om de på deres ældre dage af livet, ville værdsætte at modtage kommunale madpakker til 7 dages forbrug – endda med 7 dages holdbarhed.

Aktion Royal Blue Pizza, var således sat i gang, hvor pizzaforretningen jeg først ville besøge, blev PZ Nordic, – den lige ved siden af hvor Lone bor.

I går besøgte jeg så omtalte Pizzaforretning, med det lidt usædvanlige navn, PZ Nordic, beliggende på hjørnet af Gothersgade og Øster Farimagsgade i en kælderforretning.

Exif_JPEG_PICTURE

I kælderforretningen kiggede jeg på deres udvalg af pizzaer, og må indrømme, at flere ingredienser på deres pizzaer, hidrører fra det nordiske nye køkken og ikke det klassiske indhold, som man ser i de fleste danske pizzaforretninger.

Da det blev min tur til at blive ekspederet, så siger jeg til manden bag disken,- “ved du hvad, jeg har ikke megen fidus til Pizzaforretninger, da jeg synes råvarerne de benytter er elendige”.

Og derpå forsatte jeg,- “alligevel kan jeg godt se ud fra jeres menukort, at I vil noget nyt og anderledes med jeres pizzaer og at I også forsøger at gøre jer umage”.

“Ja”, sagde den i øvrigt venlige mand, bag disken.Jeg er uddannet kok. Rejste rundt i USA og efterfølgende Latinamerika. Særlig i USA smagte jeg nogle pizzaer, hvor der var benyttet og kombineret ingredienser af en type og kvalitet, jeg ikke har oplevet tidligere. Når jeg talte med ejerne af forretningerne, så hæftede jeg mig ved, at de var fuldstændig ligeglade med hvad kunder og andre mente om deres måde at lave pizzaer på, – de ville kun lave noget, som de selv syntes var rigtig godt og som de ubetinget selv kunne lide at spise i hverdagen”.

“Hmm,- ved du hvad, kan du så ikke anbefale mig en pizza, som du selv ville havde spist med stor glæde, for jeg er ikke den store fan af pizzaer, men har beslutte af give pizzaen som aftenspise, en chance, grundet nogle helt private og personlige årsager”.

“Så, skal du tage nr 40, hvor vi i særlig grad benytter efterårets råvarer”.

“Ok, men kunne du så ikke gennemgå de enkelte råvares historie på denne pizza“. “Jo”, og så begyndte han:

  • Til dejen benytter vi økologisk mel, med et højt protein- og glutenindhold. Det gør at bunden bliver elastisk og god at arbejde med.
  • Vi brug relativt meget salt i vores dej – dette fremhæver smagen. Og det er ikke almindeligt salt, men havsalt. Vi bruger også en god olivenolie, med en rund fyldig smag og dermed ikke én olivenolie, der er bitter og besk, som egner sig bedst som motorolie. Nej vi benytter olivenolie, der smager af sommer, sol, kærlighed og er presset af italienske jomfruer i fuldmånelys, – det er hvad vi benytter til vores dej.
  • Pizzadejen ælter vi grundigt i 15 minutter og så lader vi dejen stå og koldhæve et døgn i køleskabet. Og, da den flinke mand, var nået hertil i sin forklaring, så ville jeg gerne vide, hvad de så gjorde ved de italienske jomfruer fra fuldmånelyset, når dejen skulle koldhæve i et døgn.
  • Jo, ser du, mens vi venter på dejen koldhæver,- forsatte han venligt, så tager vi en stor oksesteg og braiserer den med en masse grøntsager og krydderier. Efter braisering, lader vi den hvile indtil pizzadejen er hævet færdig.
  • I den mellemliggende tid, så har vi jo også tid til at gå ud og købe nogle Karl Johan svampe og østershatte. Østershattene tørrer vi, og efterfølgende pulveriserer vi dem.
  • Og når jeg nu er på indkøb, så køber jeg også nogle økologiske citroner og mozzarella.
  • Ja, og vi benytter også trøffel tapenade.

Det var jo noget af en lang forklaring, for at få aftensmad, i et omfang, så vi næsten var blevet gode venner, tænkte jeg, så derfor spurgte jeg ham, “Hmm, hvad hedder du” ….  “Morten Frydensdal”, sagde han stadig venligt og tålmodigt.

“Ved du hvad, Morten, jeg prøver pizza nummer 40 på menukortet, som du anbefaler”.

En halv time senere, så var min pizza klar og sådan så den ud.

Exif_JPEG_PICTURE

Og hvordan var smagsoplevelsen så?

Pizzabunden, den var tynd og sprød, og dermed ikke vandet fra nogen af pizzaens ingredienser.

Den ydre skorpe, på pizzaen, var svagt brændt, – på en måde, der gav en behagelig mild brændt smag.

De stegte Karl Johan svampe, var tilpas stegte, så jeg både fornemmede den friske smag fra Karl Johan svampen, der har et meget svagt strejf af syre i smagen, men hvor den stegte smag af svampen, er en mild rund nøddeagtig smag, der var tydeligt tilstede.

De tørrede østershatte, havde en lidt salt og skalddyrsagtig smag over sig, hvor jeg også fornemmede en bitter smag.

Den revet citronskal, rummede den syrede, rene og friske smag, som kun frisk citronskal kan gøre det.

Den braiserede oksesteg, skåret i fine mundrette stykker, havde den klassiske solide smag af velstegt oksesteg, uden at være en tung smag af kød. Derimod var det en særdeles nuanceret kødsmag, hvor flere grøntsager og et strejf timian, gav en dejlig balanceret kødsmag. En kødsmag, der fik et yderlige løft af trøffel tapernaden, den revet citronskal og ikke mindst fra smagen af et rigeligt drys af de tørrede østershatte.

Kombinerer man alle ovenomtalte ingredienser, mozzarella, braiseret oksekød, stegte Karl Johan svampe, østershatte støv, trøffel tarpenade og fint revet citronskal, – og tager sig en god bid af sin pizza nummer 40, hvad oplever man så? Ja, det går mig virkelig på at beskrive hvad jeg oplevede. Det giver en helt unik smagsoplevelse, der gør at begrebet Gourmet Pizza bør indføres i de danske fremmedordbøger, med henvisning til PZ Nordic.

Smagsoplevelsen, var en enestående balance mellem det sure, det søde, det salte, det bitre og umami smagen. Og endda frembragt, med stor respekt for det nye nordiske køkken.

Da jeg betalte for pizzaen, talte jeg igen med den ene af indehaverne  – Morten Frydensdal – over for hvem jeg måtte indrømme, at hans anbefalede pizza nummer 40, meget mod min vilje, var afgørende for jeg måtte revidere mit syn på hvad en pizza kan rumme af kulinariske oplevelser.

pz nordic dog

Og så forlod jeg forretningen, takkende for en god oplevelse, mens jeg var ved at falde over denne store Sankt Bernhardshund, der forventningsfuldt ventede på at få sin del af en pizza, når den skulle hjem med sin mor og far.

Men, der var noget jeg glemte at fortælle eller måske undlod at fortælle Martin Frydensdal, nemlig at jeg var lidt flov over at vide og tænke på, at den eneste grund til jeg havde opdaget – at han og hans kompagninons – Andrea Paparella – forretning,- det var fordi en ældre pige – nemlig min Mors gode veninde Lone, havde gjort mig opmærksom på – PZ Nordic – som stedet med usædvanlig gode pizzaer.

Nu besøgte jeg jo PZ Nordic i sammenhæng med min undercoveroperation – Royal Blue Pizza.

Der er ingen tvivl for mig om , at jeg ville med en endda rigtig god samvittighed, sende to stk. Pizza nummer 40 til henholdsvis vores Majestæt Dronning Margrethe og Prinsegemalen, Prins Henrik, uden at have de mindste samvittighedskvaler.

Også selvom det skulle være deres sidste måltid på et Royalt Plejehjem.

Men, ville jeg sende 7 madpakker til Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Prinsegemalen Prins Henrik, når de en dag lever på deres Royale Plejehjem. Hvor der på pakken, med de 7 madpakker, står – I kan spise dem, i den rækkefølge som I vil, for de kan alle holde sig i 7 dage. Og måske står der også – Med venlig hilsen – Christian Thygesen – Venstres borgmester for Fåborg / Midtfyn.

Jeg tvivler på nogen danskere, ville finde det naturligt at behandle vores kære dronning og hendes kære ægtefælde, så respektløst. Men, hvorfor er det så – så naturligt at behandle vores ældre, så respektløst i vores samfund.

Hvorfor fortjener de ikke mad, som er fremstillet ud fra devisen, som kokken Morten Frydensdal og hans kompagnon Andrea Paparella fra PZ Nordic fastholder i deres forretning. Og, som min Mors kære og ældre veninde Lone, tydeligvis evner at påskønne. Nemlig mad, der er fremstillet ud fra devisen, at det skal være mad, som vi selv vil spise og glædes over i hverdagen. En grundholdning, der vidner om PZ Nordic tydeligvis ikke er markedsorienteret med derimod gourmetorienteret.

Jeg tror sgu Morten og Andrea ville lukke deres forretning, hvis de ikke kunne fremstille og sælge mad, som de selv kunne stå indenfor.

Endnu har jeg ikke set eller hørt om et kommunalt køkken, der er lukket, fordi en politiker ikke kunne stå inden for maden. Jeg har hørt om at levnedsmiddelstyrelsen har lukket et køkken, men det har så også krævet flere dødsfald af listeria, før de træder i aktion.

Kære Lone, min mors kære veninde, du må undskylde, at jeg ikke tidligere har forstået hvordan det opleves at blive ældre. Nemlig at man af mange af vores regerings politikere og ligeledes kommunalpolitikere, der ses og behandles man som ældre menneske, på linje med hvad en frisk grønsag i et drivhus trives med, nemlig adgang til mad og vand i afmålte portioner. Endda fordelt i ensartede portioner hen over hele ugen.

Kære Politikere, – det er sgu ikke i orden, den måde i behandler ældre på i Danmark. I særdeleshed ikke, når man tænker på – at de har betalt jeres løn igennem mange år, hvor rigtig mange af dem, ikke har bedt om at få noget tilbage, før nu, hvor de er blevet ældre.

Kære Politikere, – måske skulle I tage en snak med kokke som Morten Frydensdal og andre kokke, inspireret af det nye nordiske køkken, og så spørge disse kokke, om de ville komme med nogle forslag til mad, som ældre vil nyde i hverdagen og være sunde af at spise.

Kære Politikere, – det synes jeg at I skulle overveje at gøre.

 

Med venlig hilsen,

Marcus Vigilius Brendstrup

 

NB.

  • Ja, den her artikel er ikke en klassisk madanmeldelse. Derimod er artiklen endt, som en anmeldelse om en personlig holdning hos kokken Morten Frydensdal og hans kompagnon Andrea Paparella, som jeg synes er vigtig at udbrede i Danmark, så mennesker som min Mor og hendes gode veninde Lone, ikke frygter at blive ældre, men derimod ser frem til en alderdom med kærlighed, omsorg og kulinariske oplevelser.
  • Hvorfor skulle det være anderledes, for dem som ældre, end os , der er yngre – med hensyn til hvad vi glædes over i hverdagen. Tænker du ligeså, så del artiklen med dine venner og forældre.
Advertisements