En eksperimentel teateranmeldelse, af et eksperimentelt teaterstykke – KLIP – fra teatergruppen – Livingstones Kabinet.

klip

Anmeldelse af teaterstykket KLIP – fra teatergruppen Livingstones Kabinet.

 

Inden jeg begyndte at skrive denne anmeldelse, så må jeg indrømme, at jeg var i tvivl om jeg skulle skrive en teateranmeldelse eller politianmeldelse.

Indrømmet, teaterstykket har været stærkt forstyrrende for min sjælefred.

I straffeloven, kan jeg ikke finde nogen paragraffer, der angiver forstyrrelse af sjælefreden, som værende strafbart. Kun krænkelse af gravfreden og ligeledes usømmelig omgang med lig, er strafbart.

Da skuespillerne, igennem hele teaterstykkets spilletid, virker overvældende levende,  så har jeg besluttet at skrive en meget forklarende og eksperimentel teateranmeldelse. Og måske bliver den alligevel forsøgt afleveret på Københavns Politigård.

Fredag den 10. oktober 2014 kl. 19.20, cyklede jeg over til Christianshavns Torv. Og det har jeg gjort mange gange før, og oplevet det som helt normalt.

Fredag den 10. oktober 2014 – 10 minutter senere – efter jeg kørte hjemmefra kl. 19.20,- der sad jeg i en bus. Ikke en almindelig bus, men i en teaterbus, der på sin egen måde, bar på minder fra tiden og perioden omkring Woodstock Festivallen i 1969. En festival, hvor temaet igennem de tre dage festivalen varede, var – Three days of peace and music. En festival, som reelt varede 4 dage, grundet forskellige forsinkelser … Fred og musik, tager åbenbart lidt ekstra tid.

Fredag den 10. oktober 2014, klokken præcis 19.30,- ankommer jeg til denne teaterbus. Udenfor står chaufføren med en kop kaffe i hånden. Ikke med kaffen i en almindelig kop, men derimod i en kaffekop, med små hjerter fordelt jævnt hen over hele koppens overflade.

”Davs” siger jeg til chaufføren, og forsætter derpå, ”kører du til Teaterøens forestilling – Klip”. ”Ja, men er det ok at jeg lige drikker en kop kaffe og ryger en pibe tobak,- og så lover jeg at vi kører”, – siger chaufføren.

Fredag den 10. oktober 2014, klokken præcis 19.40, der sætter buschaufføren bussen i gang. En kaffe- og pibeduftende chauffør, der nynner og er glad.  Sådan har jeg aldrig set en buschauffør fra MoviaTrafik,- busselskabet som mange af os kører med i København.

Jeg var klar over, at noget var galt, særlig fordi bussen måske tidligere havde kørt deltagere til Woodstock Festivallen i 1969. Men, buschaufføren var så hyggelig at tale med, – og samtidig sad jeg og kiggede ud af vinduet, hvor der udenfor nu var mørkt, så kun lysene fra industriområder vi passerede, var det eneste lys buschaufføren og jeg kunne se. Det var en nærmest poetisk smuk køretur, hvor chaufføren også nåede at fortælle han byggede teaterscener, men også havde et kørekort til bus, og det var han den eneste der havde, og og og, så kørte han altså teaterbussen med teatergængere fra Christianshavns Torv til Teaterøen på Refshaleøen. Og det var en smuk tur og starten til en usædvanlig teateroplevelse.

Livingstones Kabinet står bag forestillingen Klip, som jeg skulle se. Og havde min mistanke ikke være vagt tidligere, så var det den nu, for Dr. Livingstone, ham kender jeg godt. Dr. David Livingstone (19. marts 1813 – 1. maj 1873) var skotsk læge, missionær og opdagelsesrejsende, der forsøgte at finde Nilens kilder.

Men, hvorfor opkalde et teaterkompagni efter måske Dr. Livingstone. Er det fordi at de vil finde ind til den kunstneriske livsgivende kilde, der giver mulighed for at dyrke kunstens frugter og andre af kunstens næringsgivende afgrøder, til kunsten og dets publikum ?

Livingstones Kabinet blev grundlagt af danske instruktør Nina Kareis og skotske komponist Pete Livingstone. Ja, det forklarer så navnet på teatergruppen, men måske vil de alligevel – som Dr. Livingstone – finde Nilens kunstneriske livgivende kilder til kunsten og dets publikum.

I 1994 begyndte de at optræde sammen på Café Graffiti under Edinburgh Festival Fringe, hvor Nina var in-house konferencier.

I 1996 flyttede de til København, hvor de fortsatte som freelance kunstnere på teater- og danseforestillinger i Storbritannien, USA og Danmark.

I stigende grad, blev de via deres kunstprojekter, motiveret til at danne en gruppe af ligesindede kunstnere. En gruppe der skulle skabe deres egne teaterstykker, hvor musik, teater og dans blev kombineret i nye og udfordrende udtryksmåder.

I år 2000, blev Livingstones Kabinet etableret. En slags kunstnerkollektiv af forfattere, komponister, koreografer, performere, dramaturgere, musikere og designere, der tværfagligt og med deres helt egen kunstneriske udtryksform, løbende skaber nye forestillinger.

I 2008 blev deres show Babble Babble, nomineret til en Reumert. I samme år, blev to af deres show, nemlig igen Babble Babble og Herr Schreber, af avisen – Information – udnævnt til to af årets bedste aftener i teatret.

Teatergæster og teateranmeldere, har ved beskrivelse af Livingstones Kabinets forestillinger, benyttet ordrerne: det er absurd, det upassende, det er fejlbehæftet eller – det viser det endnu smukke af menneskeheden.

Nu har jeg i dag – fredag den 10. oktober 2014, præcis kl. 20.00 og en time og 30 minutter frem, set forestillingen.

Denne her forestilling, er inderlig usædvanlig, men fortæller meget om den rejse, som Livingstones Kabinet har været undervejs med og på, før de nåede frem til at producere forestillingen KLIP.

Det er en teaterforestilling, der fortæller om livets ombrud og ikke ombrud.

Det er en teaterforestilling, der viser livet, også når vi ikke ser vores eget liv.

Måske er det derfor ikke en teaterforestilling, men en teaterudstilling, hvor skuespillerne udstiller os som mennesker, – mest af alt, når vi ikke ser os selv.

”Hvor sidder du og siger pik hele tiden. Jeg siger ikke pik, jeg siger pigeon. Nej du siger pik. Nej jeg siger pigeon. Jamen, hvorfor gør du det,- er det måske en engelsk due”. En vanviddets dialog om ingen ting og alle ting, mellem to af skuespillerne, mens de kigger på scenegulvet, hvor en opstillet og udstoppet høne, og ikke en due, som på engelsk ville hede pigeon, men hvor om er, alligevel fastsat på en træfod, som nu er blevet de to skuespilleres medspiller. To subjekter og et objekt – nemlig en høne – der vedholdende omtales som en due – af to levende skuespillere – selvom hønen er en due.

Var man landet til denne teaterforestilling, efter at havde rejst dertil fra planet, hvor tid ikke er eksisterede. Og jeg var denne mand, fra planeten ude tid. Hvordan ville jeg så opleve og beskrive verden, men opmærksomhed på – at der ingen forskel er mellem objekter og subjekter. Uden tid, vil død nemlig ikke eksistere. Det vil blot være mennesker og dyr, som hører op med at bevæge sig, når de ophører med at trække vejret.

Selvom mennesker og dyr holder op med at bevæge sig, så vil ens følelser for dem, stadig være stærke og store. Og derfor ophører forskellen mellem objekter og subjekter at eksistere,- for pludselig vil man kunne holde lige så meget af sin fine børste som sine fine – nu ikke længere bevægende familiemedlem.

I et tidsløst samfund, vil afstand også ophøre med at eksistere. Enten er man tilstede et sted eller også er man ikke tilstede et sted.

Så skulle man i en tidsløs verden, beskrive en skuespilleres bevægelser mellem forskellige objekter på scenen. Så vil et eksempel på en af scenerne i KLIP, hvor alle fire skuespillere er på scenen, – lyde sådan her.

Mand danser, kigger op i luften, gør tegn til instruktør udenfor scenen, til at sænke stor tørret skinke ned fra loftet. Skinke sænkes ned fra loftet. Mand står nu med den store skinke hængende lige foran sit ansigt. Den tørrede skinke, hænger helt stille. Manden står helt stille, foran den helt stille – hængende tørrede skinke. En unik intim relation opstår mellem dem. Manden begynder en æggende dans med sin krop, bevægende sin underkrop rytmisk langsomt frem og tilbage, mens han skiftevis, lige så langsomt, skifter balancen fra den ene fod til den anden fod.

Mandens dans er nu mere intens og skinken hænger forsat helt helt helt stille. Det er måske en parringsdans mellem en tørret skinke og en mand, – i håbet om der kommer en masse nye små søde skinker ud af det”.

Scenen skifter.

En af skuespillerne ryster på hovedet og hele kroppen. Nej, det er alle skuespillerne, der ryster på hovedet og hele kroppen. Nej, det er alle skuespillerne, der ryster på hovedet og hele kroppen og hvor hver skuespiller siger hver deres ensartede række af ord.

”Punktum punktum punktum punktum”  siger de – og så står skuespillerne igen stille.

Hvis vi slipper eksperimentet, med at tid ikke eksisterer, men alligevel fastholder, at skuespillerne på scenen, forsat eksisterer i en verden – hvor tid ikke eksisterer. Så eksisterer skuespillerne på scenen i en verden, der er meget fragmenteret, fordi tiden, rent historisk,- normalt binder mennesker, handlinger og begivenheder sammen,-  men, den tid er der ikke til at binde mennesker, handlinger og begivenheder sammen med på teaterscenen. Altså – vel og mærke – hvis vi forsætter vores nu lidt mindre mentale eksperiment.

Alle livets øjeblikke, forbliver øjeblikke af sekunder, måske endda nanosekunder, altså noget der er meget mindre end sekunder, men alligevel gemmer disse nanosekunder på en smule tidsløs information. De kunne gemme på informationen – et ettal eller et nul.

Måske er det lige præcis, hvad hele denne forestilling – KLIP – handler om. Det i en tidsløs verden, at være – et “ettal” eller et “nul”. I en verden, hvor der ikke længere er forskel på objekter og subjekter. I en verden, hvor der ikke længere er forskel på liv eller død. Derimod i en verden, hvor manden, der danser med skinken er et ettal og skinken han danser med er et nul. Ligger man de to tal sammen, og deler dem ligeligt mellem skinken og manden, så vil man opdage, at der kun er en halv til hver af dem. I denne teatersceniske tidsløse verden, hvor kun et ettal eller nul kan eksistere, der må manden og skinken ophøre med at eksistere, hvis de kommer for tæt på hinanden. Man er nemlig et nul, hvis man ikke bevæger sig i en tidsløs verden. Det er sådan man skelner mellem nul og et.

Forestillingen KLIP, er en stramt koreograferet iscenesættelse og skuespilstil, der ved hjælp af levende og indspillet musik, sammen med lyddesign, fortæller en usædvanlig historie om mennesker og deres liv.

En fortælling eller ikke-fortælling, hvor der igennem hele teaterstykket eksperimenteres med små teaterstykker af tid, og hvor rækkefølgen af de små teaterstykker ombyttes og gentages i en ny rækkefølge. Og når tiden ikke eksisterer, har det jo ingen betydning, for uden tid, forsvinder den historiske linje mellem mennesker, handlinger og oplevelser.

Undervejs i forestillingen KLIP – kredsede mine tanker omkring forskellige kunsttraditioner – og bevægelser. To af dem var Dadaismen og Fluxus, som på flere måder er beslægtede.

Omkring 1915 opstod der en ny bevægelse i Zürich, som udsprang fra ekspressionismen, nemlig dadaismen. Bevægelsen bredte sig hurtigt videre til Tyskland og Frankrig.

Dadaismen, kom som følge af 1. verdenskrigs umenneskelige handlinger, der til trods for de blev fremstillet som patriotiske handlinger, så var de jo ingenlunde dybt inhumane handlinger. Dadaisterne fandt dette uacceptabelt, og ville ødelægge det nye kulturmønster, der havde muliggjort krigens rædsler.

I dadaismen forvises og bortvises enhver formtvang, og kunsten bliver derfor virkeliggjort på en anderledes måde.

Dette kunne ske i form af støjgengivelse eller stammen, noget, der ikke kunne vedhæftes en umiddelbar mening eller tolkning.

Dadaismens interesse for det spontane og uformede, kan ses som en reaktion på den forhenværende kulturs stivhed og konventionalitet.

I løbet af dadaismens levetid, udvikles det fonetiske digt, – lyddigtet. Denne form for digt, skulle komme i kontakt med det ubevidste, den del af mennesket, som fornuften ikke har kontrol over.

Dadaismen en udpræget en antiprogrammatisk holdning

Med hensyn til Fluxus, så blev denne kunstretning udtænkt af George Maciunas, som et forsøg på at forene kulturelle, sociale og politiske revolutionære – i en samlet front med fælles fokuseret handling. Efter George Maciunas havde flygtet fra Litauen i slutningen af ​​Anden Verdenskrig, var hans familie flyttet til New York, hvor Maciunas først kom i kontakt med en gruppe af avantgarde kunstnere og musikere centreret omkring John Cage og La Monte Young.

Fluxus blev af komponisten John Cage, udforsket igennem hans eksperimenterende musik. Cage gav i årerne mellem 1957 og 1959, en række eksperimentelle klasser på New School for Social Research i New York, hvor han udforskede begrebet ”ubestemthed” i kunsten.

Med opmærksomhed på det ubestemte, fra Fluxus tankegangen, så ser jeg det som nærliggende, at tid er ophørt. Og derfor er ingen handlinger vigtigere end andre handlinger. Alle handlinger er derfor lige vigtige eller uvigtige. Og, på en måde, bringer det spørgsmålet frem, om livet og døden er vigtig. Og svaret er nej, for når tiden ophører, ophører vigtigheden af liv. ”Ting” i live og ”ting” i ikke live,- er alle objekter, der forholder sig til hinanden, igennem deres handlinger. Upåagtet af handlingens type. At give fødsel, er blot en handling. At slå ihjel, er blot en handling.

Men, hvorfor var det egentlig, at jeg indledte denne anmeldelse med at være i tvivl om jeg skulle skrive en politianmeldelse eller teateranmeldelse. Jo fordi Livingstones Kabinet har forstyrret min sjælefred. Og det har de gjort fordi de har slået tiden ihjel og alligevel skabt liv på teaterscenen.

Et liv mellem levende og døde objekter, hvor en besynderlig dynamik eksisterer, på lige fod mellem de levende og de døde objekter. Derfor klappede publikum også ved forestillingens afslutning, af skuespillerne, og så klappede publikum af den tørrede skinke, da den blev vist frem. Og så klappede publikum af duen, som i virkeligheden var en høne, endda udstoppet, og siddende på en træopsats.

Jeg indledte også denne teateranmeldelse med meget præcist, at angive tidspunktet for alle mine handlinger, lige indtil teaterstykket begyndte, for der stoppede tiden.

Ved at acceptere at tiden stopper, så ophører de fleste modernes menneskers oplevelse af at have kontrol, og tilbage er den blotte tilstedeværen. Alt sker her og nu, for der eksisterer kun nu.

Og nu vil jeg gerne sige et par sidste ting.

Det er meget sjældent et teaterstykke, som KLIP af Livingstones Kabinet, er i stand til at fastholde og efterleve en traditions grundtanker, som i dette tilfælde er dadaismen.

Derfor er dette teaterstykke, en mulighed for at se sig selv og sin fremtid, fremstillet med dadaismens foragt for konformitet og kontrol med mennesker, – og alligevel vidner denne forestilling, om stor disciplin fra skuespillernes side, grundet en stramt koreograferet iscenesættelse og skuespilstil, der ved hjælp af levende og indspillet musik, sammen med lyddesign, fortæller en usædvanlig historie om mennesker og deres liv.

Med hensyn til den ene stifter af Livingstones Kabinet, nemlig Pete Livingstone så er jeg lidt i tvivl om han er i familie med Dr. Livingstone, for teaterstykket Klip, bragte mig på en opdagelsesrejse ind i det ukendte landskab, hvor tid måske ikke eksisterer.

Livingstones Kabinet, er meget vel en teatergruppe, der på lige fod med starten af Dadaismen og senere Fluxus perioden, vil være en teatergruppe, der sætter en ny kritisk forholdende sig til sit liv og sin samtid, i en samtid, hvor tid er alt og ingen har nok af den.

Jeg kan derfor kun anbefale at se dette teaterstykke, hvis du som læser af denne anmeldelse, vil opleve en form for teater, der ikke ses så tit i Danmark, men som i internationale storbyer, vil være betragtet som en performance af høj standard indenfor sin genre.

Tak for en speciel oplevelse, som jeg kun havde forventet at få i London eller New York, hos specialiserede teatergrupper med eget teater.

 

Med venlig hilsen,

Marcus Vigilius Brendstrup  

  • Teaterstykket har sidste spilledag på Teaterøen i dag, den 11. oktober 2014, hvor det spiller kl. 17.00. Til gengæld tager Livingstones Kompagniet på turné i det danske land. En turné som du kan læse mere om via dette link –Livingstones Kabinet

Fra redaktionen

  • Først og fremmest, – Tak fordi du har læst vores artikel. Det er vi rigtig glade for.
  • Hvis du synes godt om vores artikler, og gerne vil modtage vores nye artikler fremover, endda sendt til din egen Facebook side,  så kan du ved at trykke på det blå  – Like – komme til vores Facebook side – og der trykke på Like af vores Facebook side, – så modtager du fremover vores seneste opdateringer.
  • Hvis artiklen, som du netop har læst, er én artikel som du gerne vil dele med dine venner, så har du forskellige muligheder for at gøre dette, ved at taste på – Share – lige neden under.
Advertisements