Advokat Anders Lindholt blev i går skudt af en frustreret Morfar i Københavns Fogedret. Og hvordan kan det gå så galt?

Først og fremmest, så er det helt forfærdeligt at tænke på hvorledes denne advokats hustru og børn, må have det, efter at han i går mistede livet i Fogedretten.

Jeg har selv mødt Advokat Anders Lindholt, og når jeg genser nedenstående video, så bliver det ikke mere indlysende for mig, at han i går blev offer for en frustreret Morfar og hans medbragte oversavede jagtgevær.

Dommerforeningen udtaler, at mere sikkerhed skal der til, for som foreningen også udtaler,- vi lever ikke i en verden længere, svarende til et H.C Andersen eventyr.

Jamen hvilken verden lever vi så i?

En verden af skydegale Morfædre. En verden af Mødre, som sender Morfædre i Fogedretten, med et oversavet jagtgevær og rigelig af patroner i lommerne, så man minimum rammer plet en gang. Det lyder meget fjernt fra min egen og andre menneskers virkelighed i Danmark.

Måske lever vi en verden af Farmødre, der polerer kanonkugler, mens de varmer sig foran kaminen og varmer sig ved tanken om – at i morgen, så skal netop denne nypolerede kanonkugle ned i kanonen, stående på altanen, gemt bag de farverige blomster. Og så skal kanonkuglen af sted, ud over altanen og over mod retsbygningen, hvor hendes drømme for sin søn eller datter og børnebørn, alligevel bliver skudt i sænk, af advokater og deres respektive klienter samt dommere.

Måske er det netop derfor ikke våben, som man skal kropvisitere for fremover, ved indgangen til retsbygningerne, men derimod om du som advokat og klient eller dommer, har hjertet på rette plads, for at tilsikre en fredelig løsning kan findes i Retten.

En sådan kropvisitering, hvor det skal afklares, om hjertet sidder på rette plads, før døren til Retten, bliver åbnet for én, – det kan meget vel være mere tidskrævende og kompliceret, end Retten har tid og mulighed for at gennemføre. Og i sammenhæng hermed, så tror jeg umiddelbart ikke, at en mentaldetektor, der nu er planlagt opsat i Fogedretten, vil kunne afgøre om klienter og deres advokater eller dommere, har hjertet på rette plads, før en sag om familieforhold, søges løst af Rettens vej.

Måske er det netop derfor, at Retten er blevet vent på vrangen i går, fordi hjerter og deres gode vilje, ikke genfindes hurtigt af Rettens vej, – end ikke, når Retten er på vrangen, som i går, hvor en advokat mistede livet og en far blev alvorligt såret.

Måske er det netop derfor, at retssager, om noget så kritisk, som samvær mellem børn og deres forældre, ikke skal håndteres af Fogedretten eller Byretten eller Landsretten,- for der er ikke tiden til at forældrene oplever sig set, hørt og forstået, men derimod alt for tit kun tid til – at én eller endda begge forældre, føler sig forsmået. Og heri, er intet af værdi opnået for børnene, andet end med sikkerhed, at de er tilfangetaget af en juridisk afgørelse, som en frustreret part i går, med sit jagtgevær og rigelig med patroner i lommerne, tilsikrede ikke blev en hjerteløs- men derimod en aldeles livløs afgørelse.

Jeg tror man med opmærksomhed på gårsdagens triste hændelse i Københavns Fogedret, skal påtænke at etablere børne- og familiedomstole, hvor tiden er til stede, for at finde løsninger, der skaber grundlag for forældre og børn indgår i positiv dialog, frem for frustreret og isoleret børn, med svær kontakt til én eller begge sine forældre.

Derfor, kære Advokat Anders Lindholt, må din tragiske bortgang fra din familie, trods den frygtelige sorg og smerte, som din familie, venner og kollegaer nu må opleve, – så håber jeg din tragiske og urimelige bortgang, ikke bliver grundlaget for hovedløs opsætning af metaldetektorer med mere, men derimod bliver anledningen til at gentænke og forsøge nye muligheder, for at løse retssager om familieforhold, på mere forsonende vis end hvad hidtil har været domstolspraksis i Danmark.

 

Med venlig hilsen

Marcus Vigilius Brendstrup

Advertisements