En godnathistorie til Lars Lykke og det danske land, ment og velment, på bedste vis.

solsort-busk

Alle mine fusser små, kom kom kom lad os gå, sagde tusindbenet til sig selv.

Højere oppe sad solsorten med laktasken og ventende tålmodigt, sigende til sig selv,- ja du lille tusindben, gå du blot med alle dine fusser små, for du snuble vil, over snørebåndet du glemte at snøre.

Rigtig nok, ikke megen tid var gået, før tusindbenets ene snørebånd ikke ville slippe, under en af de mange fusser små.

Ak jeg arme tusindben, hvad skal jeg dog gøre for at snøre mit snørebånd og ved livet blive, når solsorten har mig i vente.

Solsorten hoppede glad fra træet top, ned, gren for gren, mod det stakkels tusindben. Jo mere den hoppede jo gladere den blev. I hvor er jeg dygtig sagde solsorten til sig selv, ikke en gren er for let til mig.

Tusindbenet kiggede forsigtig op, jo det var rigtig nok, solsorten kom nærmere og nærmere, og ikke en gren var for let til den.

Nu var solsorten næsten ved tusindbenet, sikke jeg kan sikke jeg kan – se bare mig – sagde den, da den landede lige foran tusindbenet.

Tusindbenet kiggede forsigtigt på solsortens ene store sorte øje. Så du mig så du mig – sagde solsorten, mens den hoppede rundt om tusindbenet. Tusindbenet svarede meget forsigtigt, nej desværre, jeg ville så gerne, men snørebåndet skulle snøres først. Å sludder pludder sagde solsorten, lad mig snøre snørebåndet , så du en chance har, for flugt at gøre, snøre snøre snøre – af sted med dig.

Solsorten op i træet sprang igen.

Tusindbenet talte alle sine fusser små, så efter om alle sko var snøret – og, så, nu, skulle der ske noget.

Solsorten landede nu lige foran tusindbenet- nå, sagde solsorten, så du mig så du mig så du mig. Nej, desværre, for jeg var så bange så bange, så jeg talte alle mine fusser små, for sikker på at være, at alle med mig kom, for det er jo alle mine – og du vil slet ikke kunne passe mine sko, dertil er mine fusser for små. Er du sikker sagde solsorten, lad mig prøve, for jeg har hørt at tusindben har stor forstand på sko.

Ak det lille tusindben en for en den skoene af måtte tage – for solsorten, ville have en sko som den ville behage. Men ak ingen sko ville den behage.

Og, den dag i dag, solsorten stadig prøve at finde et tusindben med sko som den vil behage.

Har denne historie en morale. Ja, gå uden små sko, ja, måske, gå endda helt uden sko og du komme langt vil.

Ja, måske, for tænker du og andre for meget på dine mange sko, så vil de frem for at se op, kun se ned, og se dine mange små sko.

Kære Lars Lykke, hvis du folkets leder vil være, så led ikke efter fejl og forskellighed hos de mennesker, du vil lede, som grundlag for at sende dem bort eller som grundlag for at holde dem borte.

Tænk hvis du mødte mennesker uden sko, og du selv, ikke bar fine sko, så ville i jo blot være mennesker, der skulle fungere og være sammen. Men, når de fine sko og mindre fine sko, kommer på menneskers fødder, så synes det at få skoene til at vandre væk fra hinanden – og endda også at få skoene til at vandre imod hinanden.

Favn mennesker for dem de er og det de ønsker at være, og så vil du se det danske land samle- og forene sig, for at udrette store forskelle for os alle,- hvor alle bidrager, med langt mere, end efter bedste evne.

 

Med bedste hilsener,

Marcus Vigilius Brendstrup

NB.

  • Ved kgl. resolution af 14. december 1971, og efter at folketinget den 4. juni 1971 havde meddelt sit samtykke dertil, har Danmark ratificeret den i New York den 20. marts 1968 undertegnede internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende valgfri protokol. I Artikel 20, stk. 2, anføres, “Enhver tilskyndelse til nationalt had, racehad eller religiøst had, som ophidser til forskelsbehandling, fjendtlighed eller vold, skal være forbudt ved lov”.
  • Når man fra flere danske folketingspartiers side, stiller politisk forslag om en forvaltningspraksis, der adskiller menneskers emigrative adgang til Danmark, på baggrund af deres oprindelsesland og dermed også på mange måder,på baggrund af religiøst ståsted, så krænker flere danske folketingspartier Artikel 20, stk. 2.
  • I yderste konsekvens, kan en sådan forskelsbehandling, være anledning til racehad og religiøst had, der i aller yderste konsekvens svarer til at italesætte rigtigheden af at føre krig mod anderledes tænkende mennesker og lande. Således indebærende, at flere danske folketingspartier, med deres forvaltningsmæssige forskelsbehandling, implicit propaganderer for krig. Dermed en krænkelse af artikel 20, stk. 1 – Al propaganda for krig skal være forbudt ved lov.
Advertisements