Et større område, af indre by i København, var i nat afspærret – af frygt for en bombelignende genstand.

afspæing

Hele det mørke område var afspærret, så trafikken omkring Danmarks Nationalbank, op til Kongens Nytorv og ned af Peder Skrams Gade og videre ned omkring Havnegade frem til Nationalbanken, – der var alt trafikken stoppet af Politiet.

Det er jo et område, hvor der normalt er trafik døgnet rundt, men ikke i går nat, omkring midnat. For der så det sådan her ud.

20140813_233619

 

Det eneste, der var at se i det afspærrede område, var alvorligt udseende politifolk i skudsikre veste, ambulancefolk foran deres ambulancer og endda også en ambulance med påskriften – akutlæge .

Trods denne aftens sensommervarme, så gav det ikke anledning til skjorteærmer og shorts hos politi- og ambulancefolk. Det var tydeligvis ikke en hyggelig aften for nogen af dem.

Efterforskningsleder Sune Christensen fra Politiet, var en rolig mand, med overblik og kontrol med situationen. Men, trods en professionel forholdende sig til situationen, så var han alligevel ikke overvældende begejstret for årsagen til deres tilstedeværelse – og at de måtte afspærre et større område.

Forklaringen var, sagde efterforskningsleder Sune Christensen, “vi har fundet en bombelignende genstand i en af de nærliggende gader – tæt på Nationalbanken”.

Sune, hvor bombelignende er den genstand, – og svaret kom prompte,- “40-50 cm metalrør, med rørmuffer påskruet i hver ende af røret, samt en lunte stikkende ud fra den ene ende af røret”

Sune, det vil jeg kalde ret bombelignende. Tænker du på situationen, som grove drengestreger … og igen kom svaret fra Sune prompte,- “der er set en mand forsøgende at antænde lunten på rørbomben – og det lykkedes ikke, fordi en forbikørende cyklist, anråbte manden, hvor manden ved bomben efterfølgende løb væk fra rørbomben” .

Efterforskningsleder Sune Christensens plan var nu, at få et bomberydningshold til at fjerne bomben, så det afspærrede område var afsikret, så folk i morgentidlig kunne køre sikkert på arbejde.

Afslutningsvis sagde jeg til Sune, – det tegner til at blive en lang aften for jer, hvortil Sune svarede, ” ja, vi har mange timer foran os endnu”.

Efterforskningsleder Sune Christensens oplysninger, udfordrende mit i forvejen trætte hoved, efter en lang dag – og alligevel, så kiggede jeg igen lidt på ham, så kiggede jeg på ambulancen, så kiggede jeg lidt på ambulancefolkene, der stod foran ambulancen og så kiggede jeg til sidst lidt på ambulancen, hvor der stod akutlæge.

Hele dette setup, vidnede om, at intet var jo sikkert for nogen af dem. Ambulancerne og akutlægen, var jo netop tilstede, hvis bomberydningsfolkene eller andre af de tilstedeværende, indenfor det afspærrede område, skulle komme til skade.

Da jeg forlod det afspærrede område for at begive mig hjem, for at nattefodre og kramme mine to ventende – kære og elskede  Colourpointskatte, – og for derpå – at skrive denne artikel, ja, så udfordrede flere tanker mig igen. Hvad nu hvis disse mennesker, som jeg netop havde talt med, ikke kom hjem til dem, som ventede på at kramme dem og fortælle dem, at de var savnet og elsket. Var det mon disse tanker, som politifolkene og ambulancefolkene gik og tumlede med, i deres stille sind, mens de så alvorlige og koncentrerede ud, midt i en tydeligvis alvorlig arbejdssituation.

Havde de måske også overvejelserne, som jeg havde, nemlig om manden med og ved rørbomben, var en mand, der handlede i en eller anden sammenhæng med konflikten omkring Gazastriben – eller i sammenhæng, med andre internationale kritiske forhold. Kunne det være en palæstinenser? Kunne det være en israeler? Kunne det være en muslim ? Kunne det være en sympatisør med ISIS i Irak.

Ja, måske kunne det være en kristen, med stærke nationalistiske følelser for Danmark – som sit fædreland – som ved at bringe en rørbombe til springning i indre by af København,- så ville han igangsætte konflikten mellem muslimer, ikke muslimer, kristne, tilhængere af Venstres netop annoncerede indvandrepolitik eller tilhængere af Dansk Folkepartis indvandrepolitik, – ja, kunne det være en sådan mand, der havde placeret rørbomben, fordi han kunne være næsten sikker på, at ved springning af sin bombe, så springer de danske medier i blækhuset og bringer mine indre tvivlsspørgsmål i spil, på en konfliktforstærkende og medmenneskelig negativ polarisende vis – for alle mennesker i det danske samfund.

Refleksioner af ovennævnte type, foranlediger mig til at tænke, at det er sgu gået for vidt med indvandredebatten og terror frygten i Danmark, for hvordan kan det gå så galt, at vi i et land med mindre en 6 millioner indbyggere, hvor alle får mad, skolegang og i det hele taget, har endda meget trygge leveforhold, ja, hvordan er vi endt med at være så mistænksomme over for hinanden og måske også så ligegyldige over for hinanden.

Jeg kunne godt have lyst til at skrive og reflektere mere over hvorfor denne mistænksomhed og ligegyldighed, som måske har fået mere fat i mange danskere, end godt er for nogen af os, hvis vi skal bo sammen, i det samme land. Måske har vi blot glemt at tale og lytte, med oprigtig interesse for hinandens liv, hvor vi også forsøger at rumme og respektere de forskelligheder, vi oplever eksisterer, når vi taler og lytter til hinanden. Måske har vi glemt at lade disse forskelligheder, berige hinanden og os selv, så forskellighed, bliver vejen til glæde og overskud hos os selv og overskud til at rumme andre.

Hermed slut på en meget vel alvorlig situation, men alligevel, de bedste ønsker for dagen i morgen til læsere af denne artikel. Og, må de kære politifolk og ambulancefolk, komme sikkert hjem i nat.

Bedste sensommerhilsener, 

Marcus Vigilius Brendstrup

Advertisements