Ketil Teisen, har følt og oplevet, hvad intet menneske burde opleve, men det har bragt ham videre til at være en nærværende dokumentarfilmmager, som jeg har haft en interessant samtale med.

Ketil Theisen

 

Jeg havde flere spørgsmål til Ketil Teisen.

Hvordan kommer man bag om mennesket som dokumentarfilmmager?

Hvordan kommer man bag sig selv, og ud igen, uden at være på vrangen eller vrissen på livet?

Jeg havde sat Ketil Teisen i møde på Cafe Victor, fordi jeg havde set nogle af hans dokumentarfilm. Film, hvis kameraføring, viste modet til at fastholde den samme kameraindstilling, mens kameraet indsugede et andet menneskes liv, – aldeles nådesløst. Ikke disse sædvanlige mange kameraindstillinger, hvor der zoomes ind og ud, for derpå at klippe til en helt ny kameraindstilling.

Valget Ketil Teisen gør, med sin kameraføring, er at lade dokumentarpersonen fortælle sin egen historie, ud fra egne bevægelser, egne ord, egen slidtage på egen krop og egen tydelige indre sjælelige tilstand. Nogen vil tro, at en sådan fortælleform er socialrealistisk, med mange grå og triste billeder, men sådan behøver det ikke at være, med de valg Ketil Teisen foretager, når han lader dokumentarpersoner fortælle en historie om sig selv, på menneskelig næsten nøgen vis.

En socialrealistisk historie om vores Majestæt dronning Margrethe, ville vise en yderst sofistikeret og beleven persons liv, men hvad ville en socialrealistisk historie vise om en cykelsmed – som vi kunne kalde René. Besynderligt nok, også en yderst sofistikeret og beleven person, men med andre økonomiske rammer end vores Majestæt.

Netop denne nøgternhed, er dokumentarfilmens nådesløse tveægget svær, hvor man kan skære sig ind i andres virkelighed, og vise denne virkelighed, for andre mennesker efterfølgende. Når dokumentarfilmen er et tveægget svær, så er det fordi – at har dokumentaristen – i dette tilfælde Ketil Teisen – ikke en historie, han finder vigtig at fortælle, så falder man hurtigt og tydeligt igennem som dokumentarfilmmager.

Der er nogen mennesker, der er i stand til at se og opleve historier i deres hverdag, hvor andre mennesker ikke ser og hører disse historier, selvom de følges ad, ned af gaden sammen. Det er et spørgsmål om nærvær og ærlighed omkring hvad man føler og oplever.

Jeg ville først og fremmest, gerne møde Ketil Teisen, fordi jeg syntes hans dokumentarfilm, rummede et menneskeligt nærvær og ærlighed, som vidnede om at han turde føle og opleve mennesker. Men, jeg var også lidt bange, fordi jeg vidste at Ketil Teisen, har følt og oplevet, hvad intet menneske burde opleve, nemlig at miste begge sine forældre pludselig og uden det mindste varsel. En oplevelse, foranlediget af et andet menneskes hensynsløshed og ligegyldighed over for andre menneskers liv og deres nære pårørende.

Ketil Teisen og jeg, havde en lang og interessant samtale på Cafe Victor, – og så pludselig bragte Ketil omtalte hændelse ind i vores samtale.

Jeg havde været lidt forberedt på situationen, for i tilfælde af Ketil ville fortælle om denne livforandrende oplevelse og hændelse i hans liv, så ville jeg påtage mig coachens rolle, og opgive interviewerens rolle, for ikke at misbruge et menneskes behov for at dele en svær livssituation,- og derfor vil jeg ikke skrive og fortælle mere om selve oplevelsen, men derimod om – had og kærlighed – som vi efterfølgende drøftede.

Had og kærlighed, er så interessant, når tilgivelse bringes ind imellem disse to meget stærke emotionelle modpoler, og alligevel modpoler, der er næsten som søskende. For had kan ikke eksistere uden kærlighed. Men hvordan bliver man fri for hadet, midt i den store kærlighed eller midt i den store sorg, efter at havde mistet den store kærlighed. Det var omdrejningspunktet for vores efterfølgende samtale.

Som Method Acting – trænet og uddannet – skuespiller, har jeg mere eller mindre frivilligt, leget med mange sider af livets store følelser, for at se hvor de bragte mig hen i skuespillermæssige sammenhænge.

I alt fortrolighed, fortalte jeg til Ketil Teisen, at når jeg virkelig tog imod hadet, som eneste følelse, så var det ikke små ting, der som skuespiller fulgte med af handlinger. Derpå fortalte jeg Ketil Teisen, at i min indre følelsesmæssige verden, var Hitler en følelsesmæssig drengerøv, der aldrig reelt turde at gå hele vejen,- sige hvad han mente og gennemføre sit forehavende, uden at skjule det bag høje mure med pigtråd. Reelt var Hitler en lille skiderik, der bare gerne ville bestemme som et andet lille barn, som havde lært manipulationens kunst at beherske, men reelt ikke havde større visioner, end at få magten og fastholde magten. Om det så skulle være ved at udnævne en etnisk befolkningsgruppe, til samfundets bærme og årsag til økonomiske problemer, så var det hvad Hitler gjorde.

For når nogen mennesker udnævnes til samfundets bærme og årsag til økonomiske problemer, så får det små og skrøbelige og nervøse mennesker til at føle sig trygge og store. Men, store på hvad,- et andet menneskes smålighed og ønske om magt.

Hitler, er i min verden en ligegyldig person, som alligevel lykkedes med at tage en masse mennesker med sig i døden. Og det har bragt rigtig meget had med sig.

Had, af langt større omfang, end Hitler havde forestillet sig.

Min verbale lange kræsen omkring had, fik pludselig Ketil Teisen til at sige, “jeg kender godt den form for had inden i mig selv”. “Hvorfor skulle nogen have lov til at tage mine forældre fra mig og hvorfor skulle jeg ikke gøre noget frygteligt ved ham, som gjorde det”. Ja, hvorfor ikke, spurgte jeg forsigtigt og hensynsfuldt udfordrende Ketil Teisen? En hvis stilhed indtog vores samtale, og så sagde Ketil Teisen, ”han har sgu allerede taget to af de vigtigste menneskers liv, væk fra mit liv,- han skal ikke have lov til at tage glæden fra mit liv”.

”Marcus, jeg besluttede at gå videre og aldrig bringe hadet tilbage til mit liv”. Og netop denne beslutning, hos Ketil Teisen, fortalte mig pludselig hvorfor han søgte ind i dokumentarfilmen, og søgte at vise livet uforfalsket. Det er meget svært at finde tilbage, fra et så voldsomt had, som det er – at nogen tager ens kæreste mennesker fra én – uden den mindste kærlighed til ens kæreste og nærmeste mennesker. Og vejen tilbage, er derfor, for mange mennesker, ikke som mange vil tro, nemlig at tilgive et sygt menneske, men derimod at give sig selv livet tilbage, ved at koncentrere sig om hvad, der bringer glæde og varme tilbage i livet hos en selv.

Jeg husker en reportagefilm, jeg engang så – omhandlende de voldsomme folkemord i Rwanda, hvor en gruppe mennesker kommer op at diskutere med en af de meget aktive bødler, under disse folkemord, indtil en fra gruppen pludselig siger, ”vi vil ikke gå ned af hadets vej igen, der har vi været og det var en blind vej, som ikke ville føre vores land, nogen andre steder, end hen i blindhed for mennesker og værdien af deres liv”.

For Ketil Teisen, var vejen væk fra hadet, at koncentrere sig om sine børn og sin hustru, og med nærvær mærke og opleve deres glæde og kærlighed til livet. Og uden nærværet havde Ketil Teisen, ikke fundet ind til den nærværende dokumentarfilmmager, han i dag har udviklet sig til.

Jeg indledte denne artikel med at spørge, ”hvordan kommer man bag om mennesker som dokumentarfilmmager”,- og svaret er meget vel, ved at udvikle sit nærvær og glæde ved livet, på trods af alt.

Og jeg tror også, at det er derfor Ketil Teisen, har produceret en dokumentarfilm om cykelsmeden Réne. En mand og cykelsmed, hvis ene hånd er mindre end den anden, fordi de yderste led på hans ene hånd, har manglet helt fra Renés fødsel af. Men, hvad der ikke har manglet, er Renés evne til, med nærvær og glæde ved livet, på trods af alt, – så har René fundet frem til – at netop hans ene hånd, giver ham et særligt håndelag som cykelsmed.

Hermed en introduktion af dokumentarfilmmageren Ketil Teisen og hans finurlige dokumentarfilm om Cykelsmeden René, med det endnu mere finurlige navn – Katten i Lappeland.

Håber andre vil nyde Ketil Teisens dokumentarfilm – Katten i Lappeland – på samme vis, som jeg selv gjorde.

Bedste hilsener,

Marcus Vigilius Brendstrup

Advertisements